Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Reshopper udvider: Vil åbne butikker i hele landet

Af Michael Qureshi

Nye tider er på vej for Danmarks største markedsplads app til børnefamilier, som er mest kendt for deres app, hvor over 250.000 aktive børnefamilier årligt giver nyt liv til de brugte børneting.

Reshopper – med investor Jesper Buch i ejerkredsen – udvider nu konceptet.

Fremover vil man nemlig også tage f.eks. varer fra restpartier og tidligere kollektioner ind for at sikre, at de varer kommer i spil ved at sælge dem til gode priser både online i appen, og som noget helt nyt også fra egne fysiske butikker i hele landet.

Reshopper, der gennem et årti har været børnefamiliernes foretrukne markedsplads over mobilen, tager nu skridtet videre ud i byrummet og med appens mange brugere og bagvedliggende teknologi satser de nu på at skabe fremtidens cirkulære omnichannel koncept for børnetøj og legetøj.

Den digitale apps genvej til at åbne egne børnetøjsbutikker sker ved opkøb af selskabet Kids Group ApS, som driver og ejer børnetøjs-butikskæden Outletland.

Reshopper udvider: Vil åbne butikker i hele landet

Vil åbne flere butikker

Selskabet har vist godt købmandsskab ved at opkøbe billige restpartier med demo- og returvarer, tidligere kollektioner fra f.eks. konkursboer og sælge igen til lave priser til børnefamilierne.

Selve prisen på handlen er ikke offentliggjort, men betyder, at ejerkredsen i Kids Group ApS bliver medejere i Reshopper.

Iværksætter og investor Casper Blom, der er ejer og direktør i Kids Group ApS, indsættes som ny CEO i Reshopper ApS og bliver samtidig største kapitalejer i selskabet.

Det betyder, at Casper Blom vil sidde på majoriteten i selskabet sammen med de tre medstiftere af Reshopper, Anders Dahl Pape, Jonas Funk Johannessen og Nicolai Danmark Johannesen, som fortsætter i ledelsen som henholdsvis CTO, CDO og CCO.

I disse dage arbejdes der på højtryk på at omdanne Outletland-butikken i Kolding til den første Reshopper-butik nogensinde.

Senere på året vil børnefamilier i Valby og i en anden by på Sjælland få deres egen lokale Reshopper-butik.

Outletland har også adskillige gange været i Aalborg med stor succes, og planen er, at man fortsætter enten som pop-up i perioder eller med en permanent butik.

Reshopper udvider: Vil åbne butikker i hele landet

Visionen og ambitionerne er store, når to af Danmarks største spillere på outlet- og genbrugsmarkedet for børnefamilier smelter sammen.

“Samspillet mellem de fysiske butikker og den digitale markedsplads-app er med til at fremtidssikre, at vi kan levere det, brugerne efterspørger, uanset hvornår og hvor de befinder sig.

Når den første Reshopper-butik åbner meget snart, vil vores teknologi understøtte den cirkulære tankegang, som betyder, at når man køber en vare i butikken, bliver den automatisk registreret med al info i appen, så man med et snuptag kan forlænge varens levetid ved at sætte den til salg igen via appen, når man er færdig med at bruge den,” fortæller Casper Blom.

Reshopper vil sælge restpartier og udvider sortimentet

Hidtil har Reshoppers succes været baseret på brugernes egne private genbrugssalg på markedspladsen, hvor der lige nu er tre millioner aktive annoncer.

Nu bliver Reshopper også selv forhandler ved at opkøbe varer fra restpartier, konkursboer, tidligere kollektioner og returvarer, for at kunne sælge dem videre i både app og butikker, hvor brugerne dermed kan se frem til et endnu større udvalg af børneting.

Om overvejelserne bag udvidelsen af genbrugskonceptet, uddyber CCO og medstifter af Reshopper Nicolai Danmark Johannesen.

“I den perfekte verden vil der ikke være overproduktion og varer, som samler støv på et lager, men sådan er virkeligheden ikke, og i mellemtiden kan samfundet ikke bare lukke øjnene for de ting, der allerede er produceret.

De sidste 10 år har Reshopper hjulpet børnefamilierne med at få deres tøj i cirkulation, så det kunne blive gensolgt anden, tredje og måske femte gang, og med det nye koncept vil vi også hjælpe tøjet i gang med det første salg og dermed kickstarte tøjets cirkulære rejse i vores univers.

For os handler det om at få så meget af det tøj, der allerede er lavet, i spil, så det kan glæde en masse børn og forældre,” siger Reshopper-medstifteren.

Store vækstambitioner

Efter sammenlægningen vil Reshopper have 15 fastansatte og +20 deltidsansatte samt en forventet omsætning på godt 45 mio. kr. i indeværende regnskabsår.

Men ambitionerne er langt større.

“Med over en kvart million aktive brugere og flere fysiske butikker i hele landet, er det ikke usandsynligt, at vi kan nå en omsætning på 100 mio. kr. i løbet af de kommende år.

Det vil give os endnu flere muskler til at udvikle forretningen og skabe endnu mere opmærksomhed på en model, der støtter op om børnefamiliernes ønske om mere fokus på bæredygtighed i hverdagen,” siger Casper Blom og fortsætter:

“Udover at vi selvfølgelig ønsker at gøre det til en rigtig stor forretning, så er vores vision også at kæmpe for en bedre hverdag for børnefamilierne.

Mange er presset især økonomisk på grund af den højeste inflation i 40 år med dyre dagligvarer og energipriser, så hvis Reshopper kan hjælpe de pressede børnefamiliers privatøkonomi ved at gøre deres penge lidt mere værd, samtidig med at de gør noget godt for miljøet og kloden, når de handler hos os, så er det da et godt sted at starte,” siger Casper Blom.

Del artikel

Andre læser også