Renovering i Butik Gejst: Under loftet gemte sig en hemmelighed

Det er efterhånden otte år siden, at den lille specialbutik i Øgaden slog dørene op til et univers af designervare, secondhandtøj og spændende specialiteter – og den er still going strong.
Butik Gejst er da også lige præcis af den slags kaliber, som vi ville ønske, at der fandtes flere af i Aalborg.
Alle varer er omhyggeligt udvalgt af indehaver Sofie Ellegaard, der har en særlig forkærlighed for passionerede iværksættere og upcoming designere.
I 2018 udvidede Sofie butikken med en tilhørende kaffebar, hvor gæsterne kunne sætte sig og nyde de hyggelige omgivelser med en god kop kaffe – og dét viste sig at være en succes.

Butikken har fået et … løft
I dag åbnede Sofie derfor for Kaffehjørnet 2.0, der har fået en farverig makeover og højere til loftet. Bogstaveligt talt.
“Egentlig havde jeg bare besluttet, at rummet skulle males, for det var meget mørkt og dunkelt før. Men så opstod en mulighed for at undersøge noget, jeg har tænkt over længe,” fortæller Sofie til MigogAalborg.
Mens resten af butikken nemlig har højt til loftet, var rummet til kaffebaren sænket.
“Så jeg foreslog, at vi lige prøvede a bore et hul for at se, om det måske bare var nedsænket. Og det var det!” siger hun.

Herefter gik Sofie og Co. i gang med at rive loftet ned … og her gemte sig flere overraskelser.
“Da vi begyndte nedrivningen kom nogle plader til syne, som jeg selvfølgelig også lige ville tjekke ud.
I gamle, gamle dage blev lokalerne her nemlig brugt til bageri, så der var jo mange muligheder for, hvad der kunne gemme sig bagved,” siger Sofie, mens hun viser os rundt i det nye kaffehjørne.
Og ganske rigtigt.
Bag pladerne kom et par rustikke hylder til syne, og er her i ugerne efter blevet til små udstillingsvinduer, hvor planterne og lignende er med til at give rummet en ekstra hyggelig stemning.
Lokale specialiteter på menuen
I det nye kaffehjørne kan du som før nyde godt af den lækre kaffe, naturligvis lavet på friskkværnede bønner, og eventuelt et stykke bagværk on the side.
Hos Sofie kan du for eksempel vælge mellem en bolle fra lokale Bread By Kaerup – eller måske en lækker flødebolle fra Pilgaard?


Uanset hvad du vælger, så kan du være sikker på, at lige præcis den snack er valgt med meget stor omhu af Sofie selv.
På hylderne i butikken bugner det med specialvarer af alt fra lokale øl til innovativ kaffelikør, skønhedsprodukter, klimavenlige solbriller og absurd lækker lakrids.

I designerrummet er der ligeledes blevet gjort ekstra plads og luft omkring Sofies luksuriøse varer, der spænder fra illustrationer og smykker til keramik og secondhand-tøj.

Kæmpe efterspørgsel på secondhand
Især secondhand-afdelingen er blevet populær, og Sofie bruger mere og mere tid på at fremvise varerne på sin Instagram.
“Efterspørgslen på secondhand er vokset de sidste par år, og det er fantastisk!
Jeg køber selv alt mit tøj her, så det er svært for mig ikke at beholde det selv, når der kommer noget nyt ind,” siger hun med et grin.

Hos Gejst kan du nemt og hurtigt indlevere den bunke tøj, du ønsker at finde et nyt hjem til.
Sofie udvælger det tøj, som hun tror kan sælges videre i butikken, fastsætter en pris … og så klarer hun resten.
“Lige nu tager jeg 50 % af prisen, men ellers er det gratis at sælge sit tøj herinde. Hvis det ikke er solgt, når du kommer tilbage, har du ikke tabt noget,” forklarer hun.


Der er altså mange gode grunde til at kigge forbi butikken i Øgaden, se de nye lokaler og måske shoppe lidt lækkert med hjem.
I anledning af renoveringen er der desuden 50 % på alle varme drikke resten af ugen.