Vil have fjernet momsen: Rema 1000 og Lidl med vild melding

Det er blevet markant dyrere at fylde indkøbskurven, og det mærkes blandt andet hos familier her i Aalborg.
Nu går en usædvanlig bred alliance bestående af forbrugerorganisationer, fagforbund, sundhedsorganisationer, naturorganisationer og dagligvarekæder sammen i en fælles appel til regeringen.
Fjern momsen på frugt og grønt.
Organisationerne er nytårsaftensdag gået sammen om at udsende en fælles melding for at lægge pres på regeringen.
I alt 20 organisationer og virksomheder står bag udmeldingen, der har til formål at gøre helt almindelige dagligvarer billigere, samtidig med at der kan opnås store gevinster for både folkesundhed, klima og dansk erhvervsliv.
Bag den fælles appel står blandt andre COOP, REMA 1000, Lidl, Dagrofa, Diabetesforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Forbrugerrådet Tænk og Danmarks Naturfredningsforening.
Fødevarepriser presser familiernes økonomi
Ifølge beregninger bruger en familie med to voksne og to børn i dag over 18.000 kroner mere om året på fødevarer end i 2021.
Det gør dagligvarer til danskernes største bekymring, når det gælder privatøkonomien.
Her peger organisationerne på nulmoms som et konkret og hurtigt greb.
“Det er blevet rigtig dyrt at købe dagligvarer, og vi kan se, at det er danskernes største bekymring i forhold til deres privatøkonomi.
Nulmoms på frugt og grønt er en rigtig god løsning til at gøre en helt almindelig indkøbskurv billigere, samtidig med at der er positive gevinster for sundhed, erhvervsliv og den grønne omstilling,” siger Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk.
Beregninger fra Skatteministeriet viser, at hver voksen vil kunne spare omkring 1.100 kroner om året, hvis momsen fjernes på frisk og frossen frugt og grønt.
For en familie med to børn svarer det til godt 3.000 kroner årligt.
Kan redde liv og forebygge sygdom
Ud over den økonomiske gevinst peger organisationerne på et stort sundhedspotentiale.
Forskning fra Københavns Universitet viser, at billigere frugt og grønt kan ændre forbrugsvaner markant, og i sidste ende redde op mod 3.200 liv om året ved at reducere livsstilssygdomme.
“Over en million danskere lever allerede med kronisk sygdom.
Type 2-diabetes alene står for 63 nye tilfælde hver dag.
Derfor bør vi gøre det sunde valg lettere.
Nulmoms på frugt og grønt er et enkelt og effektivt greb, der kan forebygge sygdom og styrke både folkesundheden og samfundsøkonomien,” siger Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen.
Detailhandlen klar: “Kan mærkes med det samme”
Også detailhandlen bakker op om forslaget. Ifølge branchen er de klar til hurtigt at omsætte nulmoms til lavere priser på hylderne, noget der både vil komme forbrugerne og danske producenter til gode.
“Dagligvarebutikkerne står klar til at omsætte nulmoms på frugt og grønt til lavere priser for forbrugerne.
Det er et enkelt greb, som kan implementeres hurtigt og mærkes i hverdagen, samtidig med at det gavner sundhed, klima og dansk erhvervsliv,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.
Flere danske producenter af frugt og grønt oplever i øjeblikket faldende efterspørgsel som følge af prisstigninger, selvom mange forbrugere foretrækker danske varer.
Organisationerne foreslår, at momsen i første omgang fjernes på frisk og frossen frugt og grønt, da det gør ordningen nemmere at implementere hurtigt.
Målet er at sænke priserne, øge salget og skabe mærkbare resultater inden for en overskuelig periode.
Spørgsmålet er nu, om regeringen vil lytte, og om nulmoms på frugt og grønt kan blive næste skridt i kampen for både sundere vaner og en mere overkommelig hverdag for danske familier.