Efter 19 år på Aalborg-gymnasium: Rektor blev hædret med ridderkors og AaB-trøje

Der er tradition for at sidde længe på rektorposten på de aalborgensiske gymnasier.
Det gælder også for Torben Poulsen, der har været ansat som rektor på Aalborghus siden den 1. december 2006.
Om tre dage vinkler han farvel til sin elskede skole efter 19 år og én måned på adressen på Sohngårdsholmsvej og efter 40 år i staten.
Til januar går han nemlig på pension.
Det blev fejret ved en afskedsreception på skolen i fredags, hvor festsalen var propfyldt af både medarbejdere, samarbejdspartnere, venner og familie.
Her blev han godt og grundigt overøst med rørende taler og fik overrakt både en AaB t-shirt med teksten “Poulsen 19” – og ikke mindst ridderkorset for mange års tros tjeneste.
“Det var en stor oplevelse,” fortæller Torben Poulsen.
Ridderkors for 40 år i staten
Ridderkorset af Dannebrogordenen er en æresbevisning, der uddeles af Kongen til nogen, der har ydet en markant og fortjenstfuld indsats for Danmark.
Og det må man sige, at Torben Poulsen har gjort i gennem sine 40 år i staten – først som lærer på Frederikshavn Gymnasium, derefter vicerektor samme sted og til sidst altså rektor på Aalborghus.
“Jeg har været utrolig glad for mit arbejde på Aalborghus. Og jeg har aldrig i mine 19 år her søgt et andet job,” siger han.
I løbet af sin tid på Aalborghus Gymnasium har tiderne skiftet sig, og gymnasiet er fulgt med.
Både skolens fysiske rammer har fået en gevaldig opgradering, ligesom skolen har et godt ry for at være et sted “for alle”.
“Jeg er meget stolt af det arbejde, vi har lavet gennem de år. Både med totalrenoveringen af skolens fysiske rammer, som jeg er utroligt stolt af – men selvfølgelig også vores arbejde med eleverne,” siger Torben og fortsætter:
“I dag har vi mange elever med andenetnisk baggrund end dansk, og mange elever, der er førstegenerationsstudenter – og Aalborghus er virkelig en skole, hvor der er plads til alle typer unge.
Og så er jeg selvfølgelig stolt af vores dygtige lærere.”
Han har selv været med til at ansætte de fleste lærere – for der er kun en lille håndfuld, der har været der længere end han selv har.
På rejse med autocamper og fly
Til januar starter et nyt liv som pensionist for den driftige rektor, der har været vant til at arbejde 12 timer om dagen de sidste mange år.
Men der vil stadig være fuld fart på programmet, spår han.
Han har nemlig både store ambitioner om at se sine børn og børnebørn endnu mere, og så har han både en autocamper og et fly, som han skal til at rejse rundt med.
Han forlader heller ikke arbejdslivet helt endnu.
“Jeg har lovet at være fuldt tilgængelig i januar, så vi har en blid overgangsperiode. Og selv efter det, har jeg sagt, at Søren altid må ringe,” siger han.
Det er Søren Kveiborg, der er ny rektor på Aalborghus fra januar – han kommer fra en stilling som vicerektor på Brønderslev Gymnasium igennem de sidste fem år.
Derudover vil Torben Poulsen fortsætte sit arbejde i de bestyrelser, han sidder i, ligesom han stadig vil være en del af folkeuniversitets programudvalg.
“Jeg skal nok få tiden til at gå,” slutter han med et smil.
Læs også: Vild jubel: GAME Streetmekka modtager stor donation