Idrætsboom i Aalborg: Rekordmange melder sig ind i idrætsforeninger
Hvis du meldte dig selv – eller dine børn – ind i en idrætsforening sidste år, så er du ikke den eneste.
Idrætsforeningerne i Aalborg Kommune oplever nemlig markant fremgang.
Nye tal fra DGI og Danmarks Idrætsforbund viser, at hele 3.500 flere borgere meldte sig ind i en idrætsforening i 2025, hvilket betyder, at der nu er over 90.000 medlemmer i kommunens mange foreninger.
Og mens Aalborg slår rekord, er tendensen den samme i resten af landet.
På landsplan er medlemstallet for første gang nogensinde rundet 2,5 millioner – en historisk rekord.
De yngste og voksne strømmer til
Fremgangen i Aalborg gælder næsten alle aldersgrupper.
Særligt de yngste børn mellem 0 og 6 år og voksne over 24 år finder i stigende grad vej til foreningslivet.
Den eneste gruppe, der ikke vokser, er de 19-24-årige. Her skyldes det dog primært, at der ganske enkelt er færre unge i aldersgruppen – ikke at interessen for foreningerne er faldet, konkluderer DGI og Danmarks Idrætsforening.
Det er især aktiviteter som fitness, gymnastik, fodbold og sejlsport, der trækker nye medlemmer til.
Idrætsforeningerne bliver valgt til
Det er fjerde år i træk siden nedgangen i corona-årene, at DIF og DGI’s samlede medlemstal sætter rekord.
”At vi igen i år ser et stigende medlemstal i idrætsforeningerne, er i høj grad foreningerne og de frivilliges fortjeneste.
Hver eneste dag sørger de for, at vi andre har mulighed for at være en del af et trygt og sundt fællesskab.
Foreningslivets betydning for vores samfund, både lokalt og nationalt, kan ikke understreges nok – og som formand i DGI Nordjylland, må jeg bare udtrykke den dybeste respekt og taknemmelighed”, siger DGI Nordjyllands formand Benny Hansen.
Medlemsrekorden vækker også glæde hos DIF.
“Det er fantastisk, at endnu flere valgte foreningsidrætten til i 2025. I idrætsforeningerne mødes børn, unge og voksne i stærke fællesskaber, hvor der både er plads til motion, hygge, ambitioner og nye venskaber.
Den nye medlemsrekord er et resultat af de mange frivilliges indsats, og de skal alle have en kæmpe tak for indsatsen,” siger DIF’s formand, Hans Natorp.
Læs også: Flere dobbeltmandater i spil: Aalborg Byråd sender 2,5 politikere til Borgen