Rejsegilde på Supersygehus: Første liv er allerede reddet på pladsen

Region Nordjylland inviterede i dag 300 håndværkere og entreprenører til rejsegilde på Aalborgs nye Universitetshospital.
Første spadestik til byggeriet af det nye Universitetshospital blev taget tilbage i oktober 2013, og Region Nordjylland kan nu holde rejsegilde efter næsten fem års byggeri i området.
I august 2015 kørte de første betonkanoner ind på byggepladsen, og siden er der klippet, bukket og udlagt 15.000 ton armering og støbt omkring 90.000 kubikmeter beton.
Stor interesse for det nye Universitetshospital
Ulla Astman, som er regionsrådsformand, holdt tale ved rejsegildet
“Jeg er virkelig stolt over byggeriet. Jeg er glad for den store interesse, som har været hele vejen rundt fra borgere, nordjyske politikere, pressen, og medarbejdere, som spørger til “hvordan går det med byggeriet? bliver dét nu til noget? bliver dét bygget til tiden?”, så er det en stor fornøjelse at sige: Ja, vi kan holde økonomien, Ja, vi kører til tiden, Ja, selvfølgelig har vi været udfordret af stigende priser,” forklarer Ulla Astman.
“Vi håber at vi kan blive ved med at holde den kadence nu, når vi er rigtig langt i byggeriet,” fortæller Ulla Astman.
Første liv allerede reddet
Niels Uhrenfeldt, som er projektdirektør ved Aalborgs nye Universitetshospital, fortalte også meget kort ved rejsegildet, at den første persons liv allerede var blevet reddet, da en betonmedarbejder var udsat for et hjertestop.
Niels Uhrenfeldt roste medarbejderne på byggepladsen for den store indsat, hvor de fælles havde hjulpet den pågældende medarbejder ned af byggeelevatoren, og sluttede af med at fortælle, at beredskabet også har rost for indsatsen.
Der har på byggepladsen været implementeret flere hjertestartere, og efter episoden har man hos Region Nordjylland valgt at tilføje endnu flere hjertestartere.
Stor ros til medarbejderne
Medarbejderne har gjort en stor indsats for, at byggeriet er nået hertil.
Byggeriet består af to sengetårne og når op i ni etagers højde. Hertil kommer en helikopterplatform på taget af det sydlige sengetårn, hvorfra der er direkte elevatoradgang til operations- og behandlerafsnit nedenunder.
“Jer medarbejdere, det er jeres fortjeneste herude at vi er kommet så langt med byggeriet og at i leverer så godt et stykke håndværk herude hver eneste dag. Til jer vil jeg sige; Tusind tak for det og for jeres indsats. Bliv ved med det,”
Ulla Astman supplerede;
“Tusind tak for indsatsen til entreprenører, håndværkere, projektfolk og så videre – ingen nævnt, ingen glemt. Jeg synes, I har leveret et flot stykke arbejde håndværksmæssigt hele vejen rundt. Vi regner med jer, og vi stoler på, at vi står her igen i slutningen af 2021 forhåbentlig, og kan tage byggeriet i brug i 2021-2022,” sluttede hun.