Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Er klar på at udfase restriktioner: Regeringen melder vigtig dato ud

Af Michael Qureshi
Arkivfoto Statsministeriet
Arkivfoto Statsministeriet

Regeringen vil – sådan at samfundet får varsel i ordentlig tid – onsdag d. 24. februar melde ud om, hvorvidt der kan lempes restriktioner, og hvilke restriktioner og tiltag det vil være nødvendigt at forlænge efter den 28. februar 2021.

Regeringen indkalder derfor til politiske drøftelser på baggrund af faglige oplæg og indstillinger.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse lørdag aften.

Processen for udmelding om en mulig udfasning af restriktioner i den kommende uge kommer til at følge nedenstående plan:

Her er planen

Mandag d. 22. februar: Regeringen modtager den faglige indstilling fra Indsatsgruppen om, hvilke restriktioner det anbefales henholdsvis at udfase og videreføre. Folketingets partier modtager de beregninger, som Ekspertgruppen for matematisk modellering har foretaget, samt Indsatsgruppens indstilling.

Tirsdag d. 23. februar: Sundhedsministeren og justitsministeren afholder drøftelser med partilederne på baggrund af beregningerne fra Ekspertgruppen for matematisk modellering og den faglige indstilling fra Indsatsgruppen. Baggrunden for at der afholdes drøftelser så tæt på dato for udmelding er, at eksperter og myndigheders præcise faglige beregninger og indstillinger først kan foretages tæt på beslutningstidspunktet, sådan at data er mest retvisende.

Onsdag d. 24. februar: Regeringen ønsker at melde ud om, hvorvidt der kan lempes restriktioner, og hvilke restriktioner der vil blive forlænget efter den 28. februar 2021.

Folketingets partier vil herefter blive indkaldt til drøftelser om at lægge en samlet plan for udfasning af restriktioner hen over de næste måneder.

Regeringen vil lægge op til, at drøftelserne tager udgangspunkt i den overordnede prioritering for rækkefølgen i en genåbning, som anbefalet af den Faglige Referencegruppe i deres rapport fra januar.

Sundhedsminister, Magnus Heunicke, siger:

“Regeringen ønsker ikke at holde samfundet lukket en dag længere end nødvendigt.

Planen for genåbning bygger på, at det selvfølgelig skal være sundhedsfagligt forsvarligt, når vi lemper restriktioner. Samtidig skal genåbningen ske med størst mulig forudsigelighed om, i hvilken takt forskellige dele af samfundet vil blive åbnet igen.

Derfor er de matematiske udregninger, de sundhedsfaglige indstillinger og den Faglige Referencegruppes anbefalinger helt afgørende for, at vi på en sikker måde kan åbne samfundet mest muligt op i den situation, vi står i nu.

Her har eksperterne på vores universiteter bidraget med et utrolig vigtigt arbejde, så vi har så stærkt et grundlag som muligt at genåbne ud fra.

Baggrund

Ekspertgruppen for matematisk modellering – der er tilknyttet Statens Serum Institut – er i gang med at foretage beregninger af mulige scenarier for en udfasning af restriktioner.

Der regnes på scenarier for henholdsvis afgangselever på folkeskoler, herunder efterskoler, ungdomsuddannelser og voksenuddannelser; udvalgsvarebutikker, udendørs kulturinstitutioner og udendørs idræts- og foreningsfaciliteter.

Den overordnede prioritering for rækkefølgen i en genåbning er anbefalet af den Faglige Referencegruppes rapport fra januar.

Indsatsgruppen – som bl.a. består af sundhedsmyndighederne – laver på baggrund af bl.a. beregningerne fra Ekspertgruppen for matematisk modellering og vurderinger fra den Faglige Referencegruppe under det nationale varslingssystem for COVID-19 en indstilling til regeringen om, hvilke restriktioner, de mener, er sundhedsfagligt forsvarligt er lempe.