Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Store planer: Reberbansgade får helt nyt caféområde

Af Emil Kjær Jørgensen

Reberbansgade er og bliver Aalborgs madgade nummer 1.

Den titel bliver der ikke rykket ved foreløbig. I hvert fald ikke hvis den ambitiøse lokalplan for området bliver vedtaget.

Vi har før skrevet om de ambitiøse planer for området omkring Sygehus Nord, Saxogade og Gåsepigen, hvor man bl.a. skal bygge en tunnel under jernbanen samt et parkeringshus med plads til 300 biler.

Hele området er solgt til et privat ejendoms- og udviklingsselskab, og der er store planer.

Det gælder ikke mindst også for cafélivet og bylivet i og omkring det helt nye område.

Store planer: Reberbansgade får helt nyt caféområde
Visualisering af ankomsten til Sygehus Nord-området fra Saxogade – hvor der kommer en tunnel

Her kommer der nyt caféområde

By- og landskabsudvalget har netop godkendt at sende lokalplanen for området ud i offentlig høring, og den lokalplan afslører flere spændende planer.

Som det fremgår af skitsen nedenfor bliver der, udover et nyt parkeringshus, også plads til en helt ny forbygning i forbindelse med byggeriet.

Forbygningen til p-huset skal helt lavpraktisk give adgang til parkeringshuset.

Det mest interessante foregår i stueetagen af den bygning, hvor der skal der etableres såkaldte “publikumsorienterede erhverv – fx butikker, caféer og lignende, der kan understøtte ønsket om et aktivt byliv og torv.”

Dermed er der lagt op til, at Reberbansgade bliver et endnu større trækplaster for sultne nordjyder, og hvis lokalplanen bliver godkendt, bliver det med etablerede spiseområder, caféer, butikker og ikke mindst masser af liv.

Store planer: Reberbansgade får helt nyt caféområde
Rumlig skitse fra Udviklings- og helhedsplanen set fra nord-øst, der principielt viser ny (orange) og eksisterende bebyggelse. Det er kun parkeringshus og forbygningen, der er omfattet af nærværende lokalplan.

Et helt nyt torv danner rammen

Centrum for det hele bliver det nye Reberbanstorvet, der kommer til at ligge i området foran den nuværende hovedindgang til Sygehus Nord.

Det eksisterende højhus (Bygning P på illustrationen) og forhallen (Bygning B) bliver begge bevaret og transformeret. Hvordan det skal gøres, bliver først afsløret i en seperat lokalplan for de to bygninger.

Faktum er dog, at både forhallen, højhuset og forbygningen til parkeringshuset danner rammerne om Reberbanstorvet, der skal være en udvidelse af gaderummet i Reberbansgade.

“Torvet er med til at formidle overgangen fra Reberbansgade til områdets fremtidige grønne parkstrøg og cykel/gang-forbindelser via en ny, stor port i højhuset,” lyder det i lokalplanen.

Supersygehuset forsinker processen

Selvom der er god grund til at glæde sig til de nye tiltag i midtbyen, så skal man alligevel væbne sig med en god portion tålmodighed.

På grund af forsinkelserne i byggeriet af det nye Supersygehus i Aalborg Øst, er fraflytningen fra Sygehus Nord udskudt til enten 2026 eller 2027 – og det er dermed først der, at nye ejere af området, Nordud A/S, får nøglerne af regionen.

Det forsinker sjovt nok også de store planer for grunden.

Det ligger dog helt fast, at den nye tunnel under jernbanen skal etableres i løbet af sommeren 2024. Her bliver jernbanen nemlig spærret i forbindelse med elektrificeringen af jernbanenettet.

Lokalplanen forventes endeligt godkendt på By- og Landskabsudvalget den 14. december 2023 og i byrådet 22. januar 2024.

Du kan dykke ned i lokalplanen lige her.

Del artikel

Andre læser også