Indvies snart: Real Madrid legende deltager i hyldest af Henning Jensen
En af Danmarks største fodboldlegender, Henning Jensen, startede sin karriere på Stigsborg, hvor Nørresundby Boldklub engang havde sit klubhus, stadion og træningsbaner.
Derfor er det også her, at Henning Jensens Plads indvies og en bronzeskulptur af ikonet afsløres.
Indvielsen finder sted torsdag den 17. august til et minderigt arrangement, der hylder og ærer Henning Jensen.
Nu afslører Stigsborg P/S i en pressemeddelelse, at flere verdenskendte fodboldspillere også deltager i hyldesten.
I løbet af eftermiddagen vil der være musik samt taler fra tidligere fodboldspillere, heriblandt den tidligere landsholdsspiller Morten Bruun, der vil fortælle om Henning Jensen.
Blandt de mange forventede deltagere har blandt andre Allan Simonsen og selveste Emilio Butragueño meldt deres ankomst.
Allan Simonsen, der tidligere har vundet prisen som Europas bedste fodboldspiller, har både spillet på hold med Henning Jensen og har desuden haft et langt venskabeligt forhold til den nu afdøde nordjyde.
Emilio Butragueño, der var en stor del af Real Madrids succes i 80erne og også spillede for det spanske landshold, deltager som den officielle repræsentant for Real Madrid som en hyldest til Henning Jensen, der var med til at vinde to spanske mesterskaber for klubben.
Program for indvielse af Henning Jensens Plads
- Kl. 15.00 bydes de første 1.000 fremmødte på en ”stadionplatte”, mens Henning Jensens ”husorkester” Giro 413 begynder opvarmningen.
- Kl. 15.30 Byens tale v/ Borgmester Lasse Frimand Jensen.
- Sportens tale v/ tidligere landsholdsspiller Morten Bruun.
- ”Pyndts samtalesalon” med tidligere fodboldspiller og træner Poul Erik ”Pylle” Andreasen om vennen, fodboldspilleren og mennesket Henning Jensen.
- ”Pyndts samtalesalon” med den italienske kunstner Franco Turchi.
- Initiativgruppens tale, herunder afsløring af skulpturen og overdragelsen af kunstværket til Aalborg Kommune.
Læs mere om arrangementet og planerne for Stigsborg her.