Stor nyhed: Thelander vender retur til AaB

Vi starter lige weekenden med store nyheder fra den hårdt pressede AaB-lejr.
Klubben melder hertil eftermiddag, at de fra nytår har sikret sig tilgang af Rasmus Thelander, der for anden gang vender tilbage til Aalborg og AaB.
Rasmus Thelander lavede egentligt en treårig aftale med Ferencvaros TC i sommers, men den 31-årige fodboldspiller og hans familie har haft et stort ønske om at vende retur til det nordjyske. Et ønske den ungarnske storklub har efterkommet.
I en pressemeddelelse udtaler AaB’s administrerende direktør og fungerende sportschef Thomas Bælum:
“Som tidligere meldt ud så havde vi gerne forlænget samarbejdet med Rasmus allerede i foråret, men vi havde også forståelse for hans ønske om et nyt udlandseventyr.
I vores bestræbelser på at forstærke forsvarskæden har Thelander alligevel været vores førsteprioritet, og vi fik hurtigt en stærk indikation fra Rasmus om, at han også ønskede at komme hjem til AaB og Aalborg allerede nu, selvom han udover at blive i Ferencvaros havde flere særdeles attraktive muligheder i Skandinavien at vælge imellem.
Med Rasmus får vi en kulturbærer og et fyrtårn, og han kommer med erfaring og ved, hvad der kræves for at vinde fodboldkampe, og vi glæder os over allerede nu at have ham på plads i vores trup før et vigtigt forår.”
Glæder sig over at være retur
Rasmus Thelander selv er også glad for skiftet.
“Jeg vil gerne takke Ferencvaros for at have udvist forståelse for, at min familie og jeg har haft et stort ønske om at vende hjem til Danmark.
Det er rigtigt, at der har været flere spændende muligheder, men jeg har ikke været et øjeblik i tvivl om, at jeg ville hjem til AaB, hvis det kunne lade sig gøre, og det er fantastisk, at det allerede nu er faldet på plads.
Jeg er indstillet på og glad for, at det er i AaB, at jeg skal slutte min karriere, og nu venter der i første omgang en masse hårdt arbejde inden et forår med 15 meget vigtige kampe, hvor vi skal jagte hver en sejr og hvert et point, og hvor vi i en Superliga med udelukkende gode hold ikke kan tage noget for givet,” understreger han.
Rasmus Thelander er noteret for 157 officielle kampe og ti scoringer i AaB-trøjen og har skrevet under på en aftale gældende til 30. juni 2026.