Rammes af Plusbus-arbejde: Aalborg Karneval melder om ruteændringer

I mandags begyndte Aalborg Kommune anlægsarbejdet til den kommende Plusbus samt en generel omlægning af den kollektive trafik.
Det betyder blandt andet, at busserne ikke længere kører ind omkring Nytorv, og flere steder i Aalborgs midtby graves der.
Det får også en betydning for et af årets største events i byen.
Aalborg Karneval har i maj tre store arrangementer med Den Internationale Parade, Børnekarneval og så det helt store karneval, der sidste år trak over 80.000 mennesker.
Men selv om man kan samle tusinder af mennesker fra hele landet og ikke mindst udlandet, så undgår man heller ikke ændringer på grund af anlægsarbejdet i Aalborg-området.
Mindre ændring i Stjerneparaden
Derfor har Aalborg Karneval nu udsendt information omkring ruteændringer på deres tre store dage. Den helt store Stjerneparade lørdag d. 23. maj påvirkes heldigvis minimalt.
Der er kun en mindre ændring omkring området Ved Stranden, hvor man fortsætter ligeud og rammer Vesterbro på en anden måde der.
Så det er ikke fordi, man behøver at frygte alle mulige omveje til det store karneval.
Men Aalborg Karneval varsler allerede nu, at næste år kommer man ikke til at kunne starte ved Haraldslund grundet Plusbus-arbejdet – men den startposition bevares altså her i 2020.
Tiderne er der også kommet styr på.
Der er afgang fra;
Nørresundby Torv 10.00
SKAT på Østerbro 10.30
Haraldslund kl. 11.00
Internationale Parade-rute flyttes
Den Internationale Parade berøres derimod ret markant.
Her er muligheden for at gå på Boulevarden ikke tilgængelig i år, og derfor kommer man i stedet igennem Danmarksgade og videre i Nørregade.
Man slutter dog på Gabels Torv som hidtil, hvor karnevallets konge eller dronning krones og Tyren brændes af.
Internationale Parade finder sted 15. maj fra klokken 17.00.
Børneparade i gågaden
Børneparaden 16. maj byder også på en nyhed i ruten. Her skal man for første gang gå igennem Algade som er den ene af midtbyens gågader.
Man går fra Gabels Torv via Algade ud på Boulevarden og slutter til sidst i Kildeparken, hvor der er kæmpe Børnekarnevalsfest.
Midtbyen er ikke spærret af
En anden vigtig detalje som Aalborg Karneval i år ønsker at sætte en tyk streg under er, at Aalborgs Midtby IKKE lukkes af, når der er den store parade.
Alle store parkeringspladser og P-huse er frit tilgængelige uden vejspærringer, og det er primært en mindre del af Vesterbro som for alvor bruges i Stjerneparaden.
Til den helt store karnevalsfest i Kildeparken lørdag d. 23. maj spiller navne som Faustix, Hedegaard og flere. Få overblikket over den store dag her