Radio-bombe: Populær morgenvært stopper på ANR

Det var noget af en bombe, som den populære ANR morgenradio-vært Niels Skovmand smed live on air mandag morgen.
I over et årti har nordjyder været vant til at vågne op i selskab med hans lune humor. Niels Skovmand har “overlevet” adskillige udskiftninger på morgenholdet igennem årene.
I mandagens program fortalte han, at han havde lavet radio på ANR i 14 år, men det slutter altså i denne uge.
I mange år kørte han det populære morgen-show Skovmand og Bue sammen med Tom Bue, der i dag sidder som chef for radio-delen på Nordjyske.
Fredag er sidste dag på ANR for Niels Skovmand.
Der er dog ingen dramatik over stoppet. For Niels Skovmand bliver i Nordjyske-huset. På sin Facebook-profil forklarer han, at i løbet af efteråret skal lave radio på Radio Nordjyske.
Det aktuelle morgenprogram på ANR hedder Morgenkøterne, og der er ingen tvivl om, at Niels Skovmand bliver savnet.
De to øvrige Morgenkøter-værter Kirstine Richter og Johnni Gade fortsætter. Om der kommer en ny tilføjelse til holdet er ikke meldt ud fra Nordjyske Medier.
migogaalborg.dk har forgæves forsøgt at fange radiochef Tom Bue for en kommentar.
Fik du læst?
Efter 19 år på toppen med Mortens Kro: Stadig sjovt at komme på arbejde