Rådgivning fra hjertet: Ny apoteker vil gøre Løve Apoteket til landets bedste
På Aalborgs ældste og mest velbesøgte apotek er der sket et generationsskifte.
For et år siden trak Puyan Abedinpour i den hvide kittel hos Aalborg Løve Apotek, og den 40-årige apoteker har allerede nået flere milepæle.
Først og fremmest ligger apoteket blandt de bedste i Danmark i faglig rådgivning. Dernæst har tilføjelsen af ekstra ansatte ved skrankerne betydet, at ventetiden er faldet drastisk, og derfor kan der dedikeres mere tid til den enkelt kunde.
“Vores motto er ‘faglig rådgivning fra hjertet’. Vi får rigtig mange ældre mennesker ind, og jeg siger til personalet, at de skal betjene dem som om, det er deres forældre eller bedsteforældre.
Der skal være tid til at forklare dem på en lavpraktisk måde, hvorfor de skal tage medicinen, og berolige dem hvis de har nogle bekymringer,” forklarer Puyan.
Udover fokusset på at have en mere varm og menneskelig tilgang til faget har Løve Apoteket på Nytorv også gennemgået en stor modernisering.
Bl.a. gør et nyt kø-nummersystem det muligt at scanne dit sundhedskort, og det er blevet nemmere at kalde kunder frem. Apoteket har endvidere fået et meget større varelager.
Men Puyan har endnu større ambitioner for sit apotek.
“Ambitionen er at være Danmarks bedste apotek. Det synes jeg, at aalborgenserne fortjener,” siger han med et stort smil, der sjældent forlader hans ansigt.
Sydspansk tempo
Puyan, hvis forældre kom fra Iran til Danmark i starten af 80’erne, blev uddannet til farmaceut på Københavns Universitet i 2009 og har efter et kort ophold på et sygehusapotek i hovedstaden haft sin daglige gang i Nordjylland.
Er du kommet på Nørresundby Apotek gennem årene, ved du med garanti, hvem Puyan er. Han var fast inventar på apoteket på den anden side af broen i 12 år; 9 af disse i stillingen som souschef.
Selvom han elskede sit arbejde, var muligheden for at blive apoteker på Løve Apoteket for en god mulighed at sige nej til.
“Jeg har altid drømt om mit eget apotek, men jeg ventede på, at der kom en ledig bevilling i Aalborg. Jeg elsker denne by, og jeg vil ikke andre steder hen.
Det var en stor dag, da jeg blev udvalgt af Lægemiddelstyrelsen til at drive Løve Apoteket,” fortæller Puyan, der stadig er bosiddende i Nørresundby.
Her bor han med sine to små døtre og sin spanske dyrlæge- og farmakonomuddannede kone, som pudsigt nok var ansat af den tidligere apoteker på Aalborg Løve Apotek.
Normalt kaldes Aalborg jo for Nordens Paris (med et glimt i øjet vel og mærke), men spørger du Puyan, sammenligner han hellere byens stemning og tempo med Sydspanien.
“Da jeg var barn, boede vi i Sydspanien i en årrække, og det var her min drøm om at blive apoteker startede. I Spanien er apotekerne små, og de har et meget nært forhold til lokalsamfundet.
Aalborg har det samme rolige tempo. Alt er samlet tæt på hinanden, og man kender hinanden i byen. Når jeg har fri og møder nogle af mine kunder, hilser de altid.”
Gratis medicinsamtaler og vejledning
At forbedre kundeoplevelsen er én af de ting, Puyan har haft stort fokus på, men det er mindst lige så vigtigt for ham, at personalet trives på arbejdspladsen.
“Jeg har været heldig at overtage et mandskab, der har været i huset i mange år, og som har et positivt mindset og er forandringsparate.
Vi har også fået tre farmakonom- og farmaceut-studerende, da vi er blevet godkendt som et uddannelsesapotek,” siger Puyan, der understeger, at det skal være sjovt og spændende for alle at gå på arbejde.
Den væsentligste opgave for de ansatte, uanset om de er farmakonomer eller farmaceuter, er at give faglig og god rådgivning, og det er der nu frigivet tid til på Løve Apoteket.
Der er altid to farmaceuter på arbejde, så kunderne kan få medicinsamtaler med det samme – helt gratis og uden at booke tid.
“Man kan hurtigt miste overblikket over sin medicin, og her kan en 10 minutters medicinsamtale gøre en kæmpe forskel.
Vi havde på et tidspunkt en ældre herre, der kom ind til en samtale. Da han forlod apoteket var han gået fra 20 til 15 tabletter. Det er sådanne tidspunkter, at det er fedt at gå på arbejde, fordi man gør en forskel for folk,” forklarer han.
I mange tilfælde er det ældre, der ønsker medicinsamtalerne, men for unge er der også masser af hjælp og faglig vejledning at hente på apoteket.
Har du svært ved at sove, problemer med huden eller vil du gerne vide, hvad du kan gøre for at holde dig rask, kan du også komme ind til en samtale.
Jubilæumsfejring i oktober
Der er tydeligvis sket en hel del på Løve Apoteket det seneste år, og der er stadig mere under opsejling.
Først og fremmest skal apotekets 210-års jubilæum fejres til et brag af en fest.
Det bliver tirsdag den 10. oktober, hvor alle byens borgere inviteres ind i apotekets åbningstider til kage, bobler og gode tilbud. Du kan spare 30% på diverse hudplejeprodukter og vitaminer.
Tilbud d. 10. oktober på Løve Apoteket:
- De første 100 kunder får en luksus goodiebag
- 30% på alt fra Drogens Vital
- 30% på alt fra Vivag
- 30% på alt fra Pikasol
- 30% på alt fra Husk
- 30% på al fra Lactocare
- 30% på alt fra Viruseptin
- 30% på alt fra MultiGyn
- 3 for 2 – Unikalk
- 3 for 2 – GUM
- 30% på alt fra Faarborg Pharma
- 30% på alt fra Locobase
- 30% på alt fra Avene
- 30% på alt fra Aderma
- 30% på alt fra Decubal
- Få en gave til værdi af 129 kr. ved køb af hvilket som helst produkt fra Vichy eller LaRoche Posay
Du kan følge med hos Løve Apoteket på Facebook og Instagram.