Spis alt, hvad du kan: Rullende pizzaovn gæster vinbar i Aalborg

På Budolfi Plads har Quist Wine virkelig forståelse for de italienske vine, der udgør fundamentet for vinbarens populære koncept.
Indtil nu har man dog ikke fokuseret så meget på det italienske køkken, men når det kommer til at finde den perfekte følgesvend til et godt glas italiensk vin, er der (selvfølgelig) intet bedre end … pizza.
Derfor inviterer Quist Wine snart til en helt særlig begivenhed på deres fantastiske sommerterrasse, hvor du i hele to timer kan forkæle dig selv med nogle af Nordjyllands bedste pizzaer.

Den rullende pizzaovn, “Daddies Neapolitan Pizza“, gæster nemlig stedet den 29. juli og tilbyder pizza ad libitum til alle gæster – enhver nordjydes drøm, der går i opfyldelse.
Prisen for arrangementet er yderst favorabel med kun 175 kr. per person for to timers intens pizzafest.
MigogAalborg har tidligere, under private rammer, nydt godt af de autentiske pizzaer fra Daddies – og her må vi bare sige, at det er noget nær de bedste pizzaer, vi nogensinde har smagt.

Et helt nyt samarbejde
Eventen bliver den første af forhåbentlig mange i det nye spændende samarbejde mellem Quist Wine og Daddies, der drives af Nicolai Hansen Rosenquist Weinkouff.
Bliver dagen en succes, håber man at gentage det i fremtiden.
“Vores ønske er blot at være vært for en hyggelig begivenhed sammen med Nicolai, som står bag Daddies.
Quist Wine sørger naturligvis for drikkevarerne, der kan bestilles efter lyst og behov.
Vores tjenere står som altid klar med gode historier og vejledning til at finde den helt rigtige vin til netop dig,” udtaler Kim Quist til MigogAalborg.

Der vil være to forskellige seating-tidspunkter, enten kl. 13.00-15.00 eller kl. 15.00-17.00.
Da Nicolai fra Daddies bruger flere dage på forberedelserne op til arrangementet, er det vigtigt at reservere bord på forhånd. Billetterne er begrænsede, så det er en god idé at være hurtig, hvis du vil sikre dig en plads.
Billetter kan købes enten i vinbaren eller via dette link.