Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

MYTHOS på Teater Nordkraft: Publikum rykker på scenen i episk myteforestilling

Foto: Martin Høyer Poulsen
Foto: Martin Høyer Poulsen

Når MYTHOS får premiere på Teater Nordkraft i dag, den 28. februar 2026, bliver det med to teatersale i spil – og med publikum helt inde på scenen.

Alle publikummer er med til at skabe forestillingen – som det ofte er tilfældet på Teater Nordkraft – men som noget nyt sælges der hver aften 13 scenebilletter, hvor 13 gæster får en særligt aktiv rolle i handlingen.

Den nye opsætning er skrevet og instrueret af teaterchef Minna Johannesson og er baseret på Stephen Frys anmelderroste værk MYTHOS.

Publikum inviteres med på en sanselig, intens og til tider vanvittig rejse gennem den græske mytologi. Her kæmper guderne, med Zeus i spidsen, for at skabe de myter og fortællinger, der skal blive til hele vores civilisations fremtidige fundament og kulturarv.

Men i forsøget på at etablere de regler og principper, den moral og det ansvar, som skal danne grundlag for den verden, vi lever i dag, bliver deres blik sløret. De drives af begær, jalousi og frygt. Af hemmeligheder de gemmer – og sandheder, de ikke tør se i øjnene. Noget begynder at skride og uenighed opstår om hvilken vej de skal gå.

Hvad sker der, når vi begynder at stille spørgsmål til fundamentet? Kan man rokke ved det? Og hvem har retten til at omskrive en myte?

MYTHOS på Teater Nordkraft: Publikum rykker på scenen i episk myteforestilling
Foto: Martin Høyer Poulsen 

Publikum som en del af det olympiske råd

Ifølge Minna Johannesson opstod forestillingen ud fra ønsket om at inddrage publikum endnu mere aktivt end de plejer.

“Da jeg læste MYTHOS første gang, fik jeg en klar fornemmelse af, at her fandtes der store muligheder. Jeg vidste ikke helt hvordan, men jeg kunne mærke potentialet. Jeg begyndte at lege med tanken om, at publikum var en del af det olympiske råd. Og den tanke endte til sidste med, at vi satte 13 pladser til salg hver aften – på scenen.

Jeg leder også altid efter et materiale, der er stort. Det skal gerne være en hel verden, et univers, man kan træde ind i og skabe noget nyt i – ikke bare en historie fra A til B. Og der findes vel ikke et større univers end de græske myter? Faktisk var det så stort, at jeg tænkte; vi får brug for to rum. To scener.

Ét rum, hvor hovedparten af historien udspiller sig, og et andet rum, hvor en mere hemmelig del af forestillingen udspiller sig. Den hemmelige del får kun en mindre del af publikum adgang til. Så der er nogle mennesker hver aften, der får et helt særligt og ret intimt møde med skuespillerne.

Så alle de grundlæggende ideer til forestillingen bygger på ønsket om at skabe noget helt tæt på og sammen med publikum.

MYTHOS på Teater Nordkraft: Publikum rykker på scenen i episk myteforestilling
Foto: Martin Høyer Poulsen 

En teateroplevelse, der bryder grænser

MYTHOS er ikke en klassisk teateropsætning. Med to sale i spil og publikummer placeret midt i handlingen opløses grænsen mellem scene og sal.

“Vi undersøger jo hele tiden, hvordan teatret kan blive et reelt rum for fællesskab. Hvor fiktionen kan smelte sammen med virkeligheden. Og hvor vi kan skabe et uforudsigeligt rum hvor ægte nærvær kan opstå. Og det gør man ved at invitere mennesker indenfor, som man ikke på forhånd har lavet nogen aftaler med.

Det med at invitere publikum ind i forestillingen handler selvfølgelig også om hvordan de her myter kan komme til at betyde noget for os i dag. Hvordan man i de gamle historier kan finde inspiration og mod til at påvirke den verden vi lever i lige nu,” siger Minna Johannesson.

Publikums tryghed er afgørende

MYTHOS rummer både storslåede, dramatiske scener og små, intime øjeblikke. Noget er superkomisk, noget er dybt alvorligt. Men vi prøver at gøre det hele tæt på publikum. Også de store voldsomme scener. Men mange vil formentlig blive overraskede over, hvor tæt vi faktisk er på hinanden.

Minna Johannesson understreger, at publikums tryghed og lyst til at være med har været et vigtigt fokus i arbejdet.

“Man kan ikke som publikum gøre noget forkert. Det er virkelig vigtigt for mig at sige. Publikum skal bare komme, som de er. De skal ikke spille skuespil, men bare være sig selv. De bliver guidet undervejs og bliver aldrig presset til at gøre noget, de ikke har lyst til. Vi er ikke ude på at provokere eller få nogen til at overskride deres grænser. Vi vil give alle en stærk, sjov og kærlig oplevelse.

Allerede fra første læseprøve har publikum været inviteret med i processen for at sikre den bedst mulige oplevelse, når forestillingen får premiere. Elementer er blevet justeret eller helt valgt fra, hvis de føltes forkerte, eller hvis der ikke var hænder nok til at tage sig ordentligt af publikum i deres medvirken.

Jeg har været forundret over det mod, vores prøvepublikum har vist. Den tillid, de har mødt os med, og deres villighed til at kaste sig ud i totalt kaos sammen med os. Det har været fantastisk og det har virkelig hjulpet os med at finde en form, som vi tror alle kan være med på. Det skal føles trygt – også når det er vildt.”

Pandoras æske og ilden fra guderne

Spørger man Minna Johannesson om hendes yndlingsmyter, peger hun på fortællingen om Pandora med æsken – som egentlig var en krukke – og den om Prometheus, der stjæler den kreative ild fra guderne og giver den til menneskene.

“Men i sidste ende er det relationerne der interesserer mig mest. Hvad gør det ved venskabet mellem Prometheus og Zeus, når Prometheus vælger menneskene over ham? Hvad gør det ved Zeus, når Pandora kysser den forkerte og begynder at tage sig friheder i den fortælling, han er i gang med at skabe?

“Det her er verdenspolitik og total soap opera blandet sammen i ét stort, herligt inferno! Det elsker jeg.

Forestillingen spiller frem til 17. april 2026 og anbefales fra 14 år. Der er få billetter tilbage.

Find billetinfo her.

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.