Underholdning, mad og gratis musik: Nu indtager Verdens Vildeste Brobyggere byen
I morgen bliver Aalborg tre broer rigere, og der er garanti for en kæmpe festdag.
Verdens Vildeste Brobyggere kommer til at indtage C.W. Obels Kanal. Og der er i den grad lagt op til en dag, hvor ingen kommer til at kede sig.
Med et hav af aktiviteter, foodtrucks og musik bliver området omkring kanalen omdannet til en minifestival.
Det bedste er, at det er helt gratis for publikum, og man kan droppe ind i løbet af dagen præcis, som du ønsker det. Læg dertil, at DMI lover perfekt vejr med fuld sol og tæt på 20 grader.
Vi giver jer her et overblik over alt det, der kommer til at ske i løbet af dagen, så du ikke misser noget:
Som en minifestival
Værterne Josephine Høgh og Johannes Matzen skyder dagen igang, når pladsen, messeområdet og foodtrucks åbner klokken 10.00.
Herefter er det blevet tid til åbningstaler og nedtælling ved viceborgmester i Aalborg Kommune, Vibeke Gamst og formand for Euroskills 2025, Poul Nyrup Rasmussen.
Når klokken nærmer sig 11.00 bliver de hvide hjelme fundet frem og kanalen omdannet til en stor byggeplads.
Og så er der ellers bare fuld fart på de næste syv timer. For i dette tidsrum skal tre færdige, æstetiske og holdbare broer lines up på stribe henover kanalen.
Undervejs får konkurrencen både besøg af Kristoffer Lundholm, der har deltaget i dette års X Factor, Mekdes, PAK og HØKER, der alle skal holde koncerter i løbet af dagen.
Rapperen MC Dave kommer derudover og fyrer op for noget freestyle, mens diverse DJ’s vil sørge for god stemning og højt humør hele dagen.
Vinderbroen bliver kåret klokken 20.30.
Hylder broer og faglærte
Verdens Vildeste Brobyggere er en ny brobygningskonkurrence, der hylder Danmark som bronation og åbner de lokale unges øjne for, hvad du kan med en erhvervsuddannelse.
Konkurrencen hylder broer, men i den grad også de faglærte, der sætter dem i verden.
Hvis man skal kunne skabe en bro på syv timer, skal man have styr på, hvad man laver. Og det har deltagerne i den grad.
De har hver deres roller både op til konkurrencedagen, og mens den går løs.
Og det kommer til at stråle ud af dem, når de hopper i arbejdstøjet, smører ærmerne op og går i krig med det projekt, de har nørdet på i månedsvis.
Du kan se det fulde program nedenfor.
- 9.00 – 14.30 Design & Byg en flydebro i ministørrelse – undervisningsforløb for skoleklasser
- 10.00 Pladsen, messeområdet og foodtrucks åbner
- 10.30 Åbningstaler og nedtælling ved viceborgmester i Aalborg Kommune, Vibeke Gamst og formand for Euroskills 2025, Poul Nyrup Rasmussen
- 11.00 Brobygningskonkurrencen starter
- 11.00 – 17.00 Betonworkshop for børn og familier. Støb din egen skammel, lampe eller smykkeholder med betonentusiast Thomas Uhrskov.
- 11.35 Interview med idémand bag Verdens Vildeste Brobyggere, Michael Jeppesen
- 13.30 Freestyle rap med MC Dave
- 15.00 Interview med ambassadører hos Boss Ladies, Josephine og Luna
- 15.30 Interview med Heine Callisen
- Brogaard, repræsentant i Tryg-
- Fondens regionale råd i Region Nordjylland
- 16.00 Koncert med PAK
- 16.30 Freestyle rap med MC Dave
- 17.10 Interview med direktør i ScandiMate, Alexander James Nissen-Ripley og tømrer, Nikolaj
- 17.30 Interview ved adm. direktør hos Realdania, Jesper Nygård
- 18.00 Koncert med HØKER
- 19.20 Koncert med Kristoffer Lundholm
- 20.00 Koncert med MEKDES
- 20.30 Vinderbroen kåres ved Henrik Søndergaard, Otto Bruuns Fond