Mad, dans og musik fra hele verden: Her er programmet for ny festival i Kildeparken
Mad, dans og musik i rigelige mængder.
Det var overskriften, da vi kunne fortælle, at en ny festival snart indtager Kildeparken.
Nu er det præcise program for dagen offentliggjort – og der er garanti for godt humør og nye kulturelle indtryk.
Kom forbi næste weekenden
Lørdag 10. juni danner Kildeparken i Aalborg ramme om en ny festival, der sætter fokus på rigdommen af kulturer i Aalborg Kommune.
På dagen for Verdensfestivalen kan alle interesserede se frem til at opleve mad, dans og musik fra hele verden, ligesom de kan få inspiration til, hvordan Aalborg bliver et godt sted at bo. For alle.
“Vi glæder os meget til at holde Verdensfestival lige midt i Aalborg, så nordjyder og andre interesserede kan opleve livsglæden og de mange kulturelle traditioner i vores kommune.
Verdensfestivalen bygger et nyt fællesskab på tværs af nationaliteter, og jeg er sikker på, at festivalen bliver en positiv kraft i vores lokalområder,” siger rådmand og næstformand i Aalborg Kommunes Integrationsråd, Nuuradiin S. Hussein.
Smag på hele verden
Festivalgæsterne kan blandt andet opleve sang fra Palæstina og dans fra Latinamerika, Syrien, Ukraine og Bosnien.
Der bliver festlig folkedans fra Biersted, ligesom et Verdenskor med børn og unge vil underholde med sang.
Dansepladsen bliver omgivet af 23 stande, der viser kunsthåndværk fra forskellige kulturer og uddeler lækre smagsprøver fra alverdens udenlandske køkkener.
Og i det store telt på pladsen bliver mikrofonen grebet af tre engagerede oplægsholdere – Nuuradiin S. Hussein, Johnni Olesen og Barikan I. Solecki – der sætter lys på det stærke i fællesskaber, i frivilligt arbejde og i at vokse op med to kulturer.
Aalborgs historie bliver fortalt via fotos i en stand med HistorieAalborg, som inviterer festivalgæsterne til selv at være kreative med de gamle fotos.
Og fantasien får endnu mere friløb i en stand med Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, hvor festivalgæsterne inviteres til at skabe deres egen mini-ø sammen med kunstner Søren Dahlgaard.
Festivalen er åben mellem kl. 11 og 17, og der er gratis entre for alle.
Se det fulde program for dagen her:
Optræden på midterpladsen:
– Mellem kl. 11 og 12: Dans fra Peru og Colombia
– Mellem kl. 12.20 og 13.30: Verdenskor. Dans fra Syrien og Ukraine.
– Mellem kl. 13.50 og 15: Dans fra Danmark og Brasilien.
– Mellem kl. 15.20 og 16.30: Dans fra Bosnien. Sang fra Mellemøsten/Palæstina.
Oplæg i det store telt:
– Kl. 12. Rådmand Nuuradiin S. Hussein om betydningen af fællesskaber.
– Kl. 13.30: Johnni Olesen, Årets Nordjyde i 2020, om gaven i frivilligt arbejde.
– Kl. 15: Projektleder Barikan Ismaeeli Solecki, om det stærke i at være to-kulturel, også på arbejdsmarkedet.