Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Prisregn: Himmerland Boligforening hædret endnu engang

Af Christine Luca Hornemann

Det regner med priser over Himmerland Boligforening. De har netop vundet endnu en prestigefyldt byggepris.

Himmerland Boligforening er årets vinder af Bygherreprisen, som hvert år uddeles til en professionel bygherre, som har været i stand til at skabe merværdi for sine omgivelser på baggrund af den læren og viden som skabes i en byggeproces.

Tidligere på året vandt Himmerland Boligforening sammen med Aalborg Kommune ‘Byplanprisen’, og dermed er det anden gang i år, at de kan løfte et trofæ.

Vinder på grund af Aalborg-modellen

Himmerland Boligforening vinder for deres metode, ‘Aalborg-modellen’, som beror på samarbejdet mellem boligforening, kommune og det lokale erhvervsliv i renoveringen af det østlige Aalborg.

Bedømmelseskomiteen har været meget imponeret over Himmerland Boligforenings indsats for at tænke i helheder og potentialer.

Foreningen har bredt bygherrerollen ud og nærmest redefineret, hvilke kræfter som kan sættes i værk, når man igangsætter byggeri.

“Vi har været i gang siden 2008, så det er fantastisk at se mange års hårdt arbejde modtage sådan en hæder.

Det er et skulderklap, som sendes videre til beboerne. Det er vigtigt at huske, at det er deres boliger vi snakker om, og dem der har oplevet de store forandringer på allernærmeste hold,” udtaler direktør Ole Nielsen.

Prisregn: Himmerland Boligforening hædret endnu engang
Foto: Himmerland Boligforening

Udvikling af det østlige Aalborg

Aalborg-modellen er udviklet i områderne Sundparken og Kildeparken i det østlige aalborg – en bydel som siden opførslen i 1970’erne har været omtalt som udsat og som nu har fået et fysisk og socialt løft, der har skabt mere sundhed, øget tryghed og en masse øvrige gevinster.

Du kan læse mere om boligområdet i Aalborg Øst her.

Aalborg er den eneste større by i Danmark uden områder på regeringens ghettoliste, hvilket Ole Nielsen ikke er i tvivl om, at man især kan tilskrive Aalborg-modellen.

“Et veludført projekt er andet og mere end gode bygninger, og derfor har det været vigtigt med samarbejde.

Når man gennem en årrække har renoveret for over 2 mia. kr., trækker det store veksler på et område, men vi må bare sige, at der har været en fantastisk vilje til at skabe en forandring i området.

Både fra beboerne, det lokale erhvervsliv, foreningerne og kommunen har vi mærket en vilje til at det her skulle lykkes.”

Prisregn: Himmerland Boligforening hædret endnu engang
Foto: Himmerland Boligforening

Juryen har fokuseret på koordineringsevnen mellem de mange samarbejdspartnere, hvor Himmerland Boligforening har faciliteret en samlet udviklingsplan, hvor man har undgået siloskabelse og isolation af arbejdsprocesser.

Aktive partnerskaber har skabt samarbejde med en lang række private og offentlige aktører til glæde for området som helhed.

Netop det arbejde mener juryen kan inspirere andre udfordrede boligforeninger og områder i Danmark og vise vejen til sund byudvikling.

Prisen har været uddelt af Bygherreforeningen og Boligfonden Kuben siden 2013, og sidste år blev den givet til Realdania By & Byg for projektet BLOX i København. Hos Himmerland Boligforening er man stolte over at komme med i dette selskab:

“Vores ansatte fortjener stor ros.

Både projektgrupperne der har styret renoveringerne og det boligsociale arbejde, udlejningsafdelingen der har sikret at beboerne fik en god midlertidig bolig i genhusningsforløbet og driftspersonalet, der har hjulpet beboerne med stort og småt i hverdagen.

Mange af vores tiltag har ikke været testet af andre tidligere, og derfor har det været en fornøjelse at se alt gå op i en højere enhed,” udtaler Ole Nielsen.

Del artikel

Andre læser også