Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Premiere lørdag: Beate repræsenterer Aalborg i Den Store Bagedyst

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Jesper Kristian
Foto: Jesper Kristian

Tilbage i oktober 2018 skrev vi, at Den Store Bagedyst søgte deltagere i håb om, at vores by ville blive repræsenteret i dette års program.

Vores bønner er heldigvis blevet hørt!

Det bliver ærke-aalborgenseren Beate Stengaard, der toner frem på skærmen i et af landets mest populære TV-programmer, når Den Store Bagedyst har premiere lørdag den 5. oktober på DR.

Beate arbejder til dagligt som frisør hos Deres Urban Klip i Urbansgade og elsker at være kreativ, hvilket bl.a. udmønter sig i masser af lækre kager, som man vil få rig mulighed for at beundre hver uge i bage-konkurrencen.

Udover at nusse med kager i sin fritid, spiller Beate også roller derby for Aalborg Combat Bullies – og faktisk er hun så god, at hun repræsenterer Danmark på roller derby landsholdet.

Aalborgensisk dialekt for alle pengene

Vi mødte Beate til en snak om Den Store Bagedyst, kærligheden til bagværk, og hvordan hun har brugt frisør-faget og roller derby evnerne i programmet.

Hvorfor meldte du dig til Den Store Bagedyst?

“Jeg er et kæmpestort konkurrencemenneske, og jeg har altid elsket Den Store Bagedyst. Jeg kan rigtig godt lide at tage chancer og tænkte ‘det bliver jeg nødt til at prøve, det her’.

I år er det så tredje gang, jeg har meldt mig til programmet, og denne gang kontaktede casteren mig, fordi jeg havde prøvet sidste år.

Jeg var oppe imod 180 deltagere i første runde. Vi skulle tage en kage med ind, men det er egentligt personen bag kagen, der er det vigtige.

Hvem har en god personlighed, hvem kan bruges på TV, hvem kan noget ekstra – det er det, de leder efter.

Jeg kan huske, de spurgte ‘snakker du altid sådan, Beate’, og ja, det er min dialekt. Jeg taler ret aalborgensisk, så der kommer aalborgensisk dialekt for alle pengene i programmet,” fortæller Beate grinende.

Hvor stammer din interesse i bagning fra?

“Jeg har bagt med min mormor siden barnsben og har fået lov til at alt muligt.

Når vi var i sommerhus om sommeren, lavede vi tit roulade sammen, fordi det var det nemmeste at fyre sammen. Min mormor bad mig om at samle hindbær, og så lavede vi den sammen.

Det ligger i det hele taget til familien. Min mor er smørrebrødsjomfru, og min far kan også rigtig godt lide at lave mad.

Da jeg gik i folkeskolen, meldte jeg mig også til Marthaskolen, som var sådan en rigtig husmorskole. Der gik jeg én gang om ugen, hvor jeg både syede tøj og lavede mad.

Det har altid været noget, jeg synes er mega fedt, det at stå i et køkken. Før jeg fandt ud af, at jeg skulle være frisør, overvejede jeg at stå i et køkken som bager eller kok, men der er ikke den samme hygge som, når man bager derhjemme. Der er ikke tid til at nusse om tingene hos en bager.”

Premiere lørdag: Beate repræsenterer Aalborg i Den Store Bagedyst
Foto: Jesper Kristian

Hvordan vil du beskrive din tilgang til bagning? 

“Jeg kan vildt godt lide håndværket i det.

Det er fascinerende at lave bagværk, der ikke er industrielt præget, og at mærke hvad det gør, når der er kærlighed i det. Tit når jeg bager, især derhjemme, så er det lidt på slump.

Der står måske, at der skal én teske bagepulver i, men hvis der er en fornemmelse inden i mig, der siger, at der lige skal en teske mere i, så gør jeg det.

Det skal heller ikke alt sammen være jordbærmousse og vaniljecreme.

Når min kæreste og jeg er i køkkenet sammen, salter og fermenterer vi en masse mad, og jeg ser på, hvordan det kan bruges i et bagværk.

Til min audition kage brugte jeg f.eks. sødsyltede grønne tomater, som jeg lagde ind som gelé i kagen. Man tænker måske ‘nå, det lyder mærkeligt’, men det smagte mega godt.

Det er sjovt at udfordre mig selv, så det ikke er givet fra start, hvilken smag det bliver, men folk skal selvfølgelig heller ikke tænke ‘fy for satan, hvad laver du’.”

Har du brugt noget fra din baggrund som frisør og roller derby spiller i Bagedysten?

“Jeg er vant til at arbejde med en tidshorisont som frisør, så min fornemmelse af tid er ret god.

Jeg dyrker roller derby, fordi jeg er et konkurrencemenneske og kan lide at ting er pressede.

Så man kan sige, at jeg er vant til at arbejde under pres, og der var meget pres forbundet med programmet, både inde i teltet og udenfor. Mit hverdagsliv var maks presset.

Mange mennesker – især kunder – har troet, at jeg var ved at gå ned med stress, fordi jeg har måtte gå ned i tid på arbejdet, mens programmet blev filmet, men jeg har haft det helt fint. Det har været en vanvittig awesome oplevelse.”

Premiere lørdag: Beate repræsenterer Aalborg i Den Store Bagedyst
Beate Stengaard foran Deres Urban Klip.

Hvad har du fået ud af at være med i Den Store Bagedyst?

“Det er million-spørgsmålet. Hvad har jeg ikke fået ud af det?

Det er en af de største oplevelser nogensinde at være med. Det vildeste er, at det ikke engang er blevet vist endnu.

Jeg har det som om, jeg har levet i en Narnia-verden de sidste mange måneder, fordi det har været hemmeligt. For mig er det jo allerede sket, men for alle andre sker det nu og her, når programmet bliver vist.”

Folk skal bare glæde sig. Det bliver fuldstændig genialt det her program. Det er så sjove menneske, der er med, og denne sæson er bare mega fed med de udfordringer, der kommer.”

Vil du gerne have indblik i Beates bagedyst-oplevelse, kan du følge med her.

Del artikel

Andre læser også