Flere på vej: Praktiserende læger i Nordjylland kan nu vaccinere mod corona

Der er tryk på vaccinationsstederne rundt om i Nordjylland, hvor borgere er i gang med at 1., 2., og 3. stik.
For at forkorte ventetider besluttede Sundhedsmyndighederne i denne uge at inddrage de alment praktiserende læger i vaccinationsudrulningen.
Det betyder, at praktiserende læger i Region Nordjylland får mulighed for at vaccinere alle fra 5 år og opefter mod coronavirus i deres egne lægepraksis.
72 lægepraksis har allerede meldt sig, og flere er på vej i den kommende tid. Det betyder, at flere nordjyder får mulighed for at blive vaccineret tættere på eget hjem.
Det er Regionens forventning, at mange børnefamilier vil benytte sig af det nye vaccinationstilbud. Alle fra 5 år og opefter kan lade sig vaccinere hos en af de deltagende læger.
“Vi er meget glade for at kunne tilbyde coronavaccination hos os i almen praksis. Det er trygt og nært, og vi er vant til at vaccinere både børn og voksne,” siger formand for PLO-Nordjylland, Charlotte Lønskov.
Kommer løbende nye til
Regionsrådsformanden i Region Nordjylland, Ulla Astman (S), mener også, at løsningen er til gavn for nordjyderne.
“Vi får nu mulighed for at øge vaccinationskapaciteten, og vi håber, at samarbejdet med PLO særligt vil være til gavn for vaccinationen af børn mellem 5 og 11 år, samt de borgere, der eksempelvis af fysiske eller psykiske årsager har vanskeligt ved at benytte et af de regionale vaccinationssteder,” siger Ulla Astman (S), regionsrådsformand i Region Nordjylland.
Det er frivilligt for hver enkelt borger, hvor man ønsker at blive vaccineret.
Det er forskelligt, hvornår de enkelte lægepraksis modtager vacciner, og er klar til at vaccinere. Derfor skal man tjekke den praktiserende læges hjemmeside, for at finde ud af, hvordan man bliver vaccineret hos den pågældende.
Der vil løbende komme nye deltagende lægepraksis til.
Bemærk at det ikke er alle praktiserende læger, der tilbyder vaccinationen.
Disse læger tilbyder coronavaccination i Aalborg Kommune
Familielægerne Sydvest
Familielægerne Aalborg
Gandrup Lægeklinik
Læge Elisabeth Kellmer
Lægecenter Syd
Lægehuset på torvet
Lægeklinik v/Morten Schliemann
Lægeklinikken i Centrum
Lægeklinikken Sulsted
Lægerne Budolfi Plads
Lægerne Dronning Christines Vej
Lægerne Hasseris Bymidte
Lægerne Hasserisgaard
Lægerne i Gug
Lægerne i Hasseris
Lægerne i Klarup
Lægerne i Nibe
Lægerne i Skalborg
Lægerne i Svenstrup
Lægerne Kennedy Arkaden
Lægerne Louise Plads
Lægerne Mellem Broerne
Lægerne Sløjfen
Lægerne ved Sauers Plads
Lægerne Vejgaard Sundhedscenter
Lægerne Vejgård Torv
Lægerne Aabos Plads