Populariteten vokser: Nu udvider Café Spiret

Er du gået forgæves, når du skal ind på Café Spiret for at gå ombord i Aalborgs bedste brunch – eller en af deres mange andre populære retter?
Så har vi særdeles godt nyt.
Nu kan vi nemlig afsløre, at Café Spiret udvider den populære café.
Café Spiret er placeret lige på hjørnet af Boulevarden og Danmarksgade, og det er i nabolokalerne i Danmarksgade, at vi nu kan se frem til endnu mere Café Spiret i fremtiden.

“Det bliver helt fantastisk. Især i weekenderne er vi nødt til at afvise rigtig mange i døren, så det er bare fedt, at vi nu kan byde endnu flere gæster velkomne i caféen,” siger en stolt ejer, Mads Brix, til MigogAalborg.

Mange flere muligheder i de nye lokaler
Håndværkerne er lige nu i fuld gang med at forvandle de gamle solcenter-lokaler til topmoderne restaurationslokaler.
Når de nye lokaler står klar, banker man hul ind til de nuværende Spiret-lokaler og VUPTI: Så er Spiret pludselig 60 kvadratmeter større – med plads til cirka 35 flere siddende gæster.
Indgangen til caféen bliver stadig på hjørnet af Boulevarden/Danmarksgade, men fremover bliver der noget mere plads at boltre sig på.
“VI får næsten 50 % mere plads, end vi har i dag, og de nye lokaler giver os muligheder for at tilføje endnu flere ting til konceptet,” afslører Mads Brix.

“Vi har bl.a. stor efterspørgsel på private arrangementer som barnedåb, fødselsdage osv. i caféen. De nye lokaler får deres eget toilet og en dør, som vi nemt kan lukke af. På den måde kan man sidde helt privat i de nye lokaler.”
Håndværkerne arbejder lige nu på højtryk for at få lokalerne gjort klar, og det er endnu for tidligt at sige præcis, hvornår udvidelsen er i hus.
“Det bliver i løbet af foråret. Mit forsigtige bud er 1,5 – 2 måneder,” siger Mads.