Populært mad-event afholdes igen: Tre kendte navne skal afgøre NM-dysten

Skrevet af: Michael Qureshi
David Johansen fra Masterchef kommer til Aalborg på søndag
Foto: TV3 Presse
David Johansen fra Masterchef kommer til Aalborg på søndag Foto: TV3 Presse

Det var en bragende succes sidste år.

2016 var første år med NM, som står for Nordjysk Mad og lokale råvarer. Det var et kæmpe-event i Aalborg, hvor fem af Nordjyllands bedste restauranter dystede om at lave de bedste retter udelukkende fremstillet på nordjyske råvarer.

I de dage, hvor NM løb af stablen, kunne man spise på toprestauranterne med fem retter for 500 kr., og der var naturligvis udsolgt på de deltagende spisesteder.

Nu vender NM tilbage igen i år i maj. Men denne gang ændres formatet en smule. For allerede på næste søndag den 26. marts afholdes en såkaldt NM Cook-off på Tech College Food.

Og arrangørerne fra Kruse Development har landet noget af et scoop. De tre dommere i dommerpanelet er kæmpe navne på den danske madscene.

Tre topnavne som dommere

Der er tale om Francis Cardenau, der står bag MASH og Umami samt Le Sommelier, Dennis Rafn, teamleder på Kokkelandsholdet og David Johansen, kendt fra Kokkeriet og Masterchef.

NM i Aalborg
Feltet af restauranter, der er med i NM-fællesskabet
Foto: Jacob Leerbech

Sarah Kruse, fra Kruse Development, er stolt over, at det er lykkedes at tiltrække tre topnavne til Aalborg på søndag som dommere.

“NM handler om at synliggøre de fantastiske råvarer og spisesteder, der findes i Nordjylland. Der bliver lagt en stor indsats i NM, så det er dejligt at se, at så prominente navne som Francis Cardenau, Dennis Rafn og David Johansen bakker op og viser interesse for vores tiltag,” siger Sarah Kruse til migogaalborg.dk.

“Vi tror, det bliver en rigtig spændende dag, hvor man kan komme ud og se de her topkokke arbejder under pres og ikke mindst møde de tre kendte dommere,” supplerer Kruse.

Fem ud af otte restauranter går videre til NM

Dommerpanelet skal bedømme otte restauranter, heraf seks fra Aalborg, i NM Cook-off. Ud af de otte deltagere går fem restauranter videre til selve NM-ugen, der afholdes i maj.



David Johansen, blandt andet kendt fra Masterchef siger;

“Jeg ser frem til at sidde i dommerpanelet. Det er altid spændende at se den rivende udvikling, som gastronomien i Danmark har, og at være dommer i en konkurrence med Nordjyllands bedste restauranter er en stor ære.

Gastromand Aalborg
Foto fra sidste års NM. Her Michael Miv i front, som har Restaurant Tabu med i år

For mig er de her konkurrencer yderst vigtige, da de er med til at sætte provinsen på det gastronomiske landkort.

Vi i branchen ved godt, at der er fantastisk gastronomi i alle dele af landet, men det er også vigtigt, at den brede befolkning ved besked, så de kan støtte op om de ildsjæle, der er med til at gøre Danmark til den absolut bedste mad-destination.

Jeg er beæret og glæder mig utrolig meget til at se de dygtige kokke arbejde kreativt med deres mad,” forklarer David Johansen.

Hvis du vil læse flere detaljer om, hvordan du kommer med til NM Cook-Off på søndag, så læs med her

De otte restauranter, der er med i NM Cook Off på søndag er;

Restaurant Rusk (Aalborg)
Prinses Juliana (Aalborg)
Mortens Kro (Aalborg)
Restaurant Tabu (Aalborg)
Restaurant Applaus (Aalborg)
La Locanda (Aalborg)
Restaurant Essens (Frederikshavn)
Restaurant Fyrklit (Hirtshals)

Åbningsdatoen er klar: Aalborgs største Street Food marked åbner i Vestbyen

Street Food Aalborg
Billedet her er fra Copenhagen Street Food på Papirøen