Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter stor succes: Populær sneakerstore rykker i nye lokaler

Af Nathalia Hentze Nielsen

Der er efterhånden mange tomme butikslokaler rundt om i Aalborg – ikke mindst på Boulevarden og Østerågade.

Men nu kommer der nyt liv i ét af dem. Mere præcist Østerågade 4C, der før har huset en hobbybutik med fjernstyret legetøj.

I stedet for legetøj fyldes hylderne med flotte, håndlavede sneakers fra det aalborgensiske sneakerbrand Errant.

Errant har hidtil haft hjemme på Bredegade 12, men i takt med at brandets popularitet og renommé er vokset, er ønsket om nye, mere moderne butikslokaler blev større og større.

“Vi har været super glade for vores lokaler i Bredegade, men som brand er vi vokset lidt ud af det. Med al respekt har bygningen set bedre tider, og der er jo også planer om, at den før eller siden skal rives ned.

Derfor er det på tide at rykke ind i noget nyt og på Østerågade, får vi en bedre placering end før,” forklarer Christian Fuglsang, der er partner og CEO hos Errant.

Den officielle åbningsdag bliver torsdag den 1. juni klokken 10.00, og selvom intet er helt fastsat endnu, regner Christian og resten af teamet at kunne tilbyde kunderne nogle gode åbningstilbud.

Åbningsfest senere i juni

Muligheden for en central placering på Østerågade er ikke det eneste, der har talt for flytningen; det har naboskabet bestemt også.

“Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi får rigtig gode naboer i Shaping New Tomorrow.

Deres butik trækker en del kunder, og selvom vi ikke har et formelt samarbejde, er vi gode til at sende kunder til hinanden.

Hvis nogen køber sneakers hos os og har brug for et flot jakkesæt, sender vi dem til SNT, og de gør det samme, hvis deres kunder vil have pæne sneakers.

Der er god synergi mellem vores brands, og det har selvfølgelig også været i vores tanker, da vi skrev under på kontrakten,” fortæller Christian.

Errant butikken åbner som sagt den 1. juni på Østerågade 4C, men planen er også, at der holdes en åbningsfest den 23. juni for at fejre de nye lokaler.

Datoen er ikke helt fastsat endnu, men du kan følge med på Errants Facebook, hvor de vil melde mere ud omkring begivenheden.

Åbningstiderne bliver fremadrettet fra kl. 10.00-18.00 på hverdage og 10.00-16.00 om lørdage.

Del artikel