Aalborg-virksomhed står bag: Populær frø-julekalender vender tilbage i år
Det var en særdeles spirende start for Bland Selv Frø, da de lancerede deres frø-julekalender i 2023.
Allerede inden november var ovre, var den innovative julekalender totalt udsolgt.
I julekalenderen fik du 24 forskellige frø, som du kunne glæde sig over i løbet af december, der bestod af alt lige fra grøntsager til blomster.
Den store succes gentager sig denne jul, og julekalenderen bliver markant opgraderet i år.
Bland Selv Frø er en virksomhed, som forhandler økologiske frø og blomsterløg i høj kvalitet, og så holder de til lige her i gode gamle Aalborg.
Du kender dem måske fra Løvens Hule, hvor de deltog i sæson 9, hvortil der var flere interessante bud fra investorerne.
Bland Selv Frø endte med at takke ja til Morten Larsen, som investerede 300.000 kr. i forretningen for en andel på 15%.
Stor succes sidste år
Sidste år stak det helt af med salget af frø-julekalenderen, og det gik også noget hurtigere end, hvad Bland Selv Frø havde forventet.
“Sidste år introducerede vi den helt nye frø-julekalender, som vi selv pakkede. Salget gik over alt forventning, hvor der jo allerede var udsolgt i starten af november,” siger Emil Nissen, stifter af Bland Selv Frø, til MigogAalborg.
Man tænker umiddelbart, at frø er meget sæsonbestemt, og at det er derfor ikke noget, som man forbinder med julen. Men det har Bland Selv Frø lavet om på.
“Vi er jo en meget sæsonbestemt foretning, så vi overvejede, hvad vi kunne gøre på de tidspunkter af året, hvor der ikke er sæson for frø.
Det resulterede i frø-julekalenderen, som er et hyggeligt projekt, der kan nydes og bruges over fire til fem måneder,” påpeger Emil Nissen.
Så i modsætning til en chokoladekalender, der ryger med det samme, er frø-julekalenderen altså lige noget for dig, som gerne vil nusse om et hyggeligt og længerevarende projekt.
Prisvenlig gave til en man holder af
Hvis du ikke fik fingrene i frø-julekalenderen sidste år, så har du muligheden for det i år… og endda i en opgraderet version.
Frø-julekalenderen er for alle – lige meget om du har grønne fingre eller ej.
Bland Selv Frø har nemlig sørget for alt, hvad du skal bruge til at så og gro de små frø i dette års version af julekalenderen.
“Vi har brugt det sidste halve år på at udvikle frø-julekalenderen med udgangspunkt i sidste år. I 2023 fik kunderne kun frøene i poser, hvor de så selv skulle finde ud af resten, men det har vi klaret i år,” siger Emil.
Udover et opgraderet design med 24 låger, så indeholder kalenderen naturligvis de 24 poser økologiske frø, men denne gang også 24 tørvebriketter samt indlæg lavet af nedbrydelige fiberpotter.
Emil Nissen løfter også sløret for, at låge nummer 24 indeholder en helt speciel sort, som du ikke engang kan købe på hjemmesiden.
Alt dette får du for sølle 349 kr.
“Det har været vores ønske og formål at lave en julekalender, hvor alle kan være med på prisen,” påpeger Emil til MigogAalborg.
Sidste år oplevede Bland Selv Frø, at kalenderen især var et hit som en gave, til en man holder af.
Køb den allerede nu!
Danskerne er vilde med den sjove og anderledes julekalender.
Grundet den store interesse sidste år, har Bland Selv Frø fået flere tusinde eksemplarer af deres frø-julekalendere hjem i år.
“Vi kan se, at allerede nu, er der cirka 4000, som har skrevet sig op til tidlig adgang på lanceringsdagen,” siger Emil, som er meget glad for den store interesse, som de oplever allerede nu.
Lanceringen er i dag den 1. oktober kl. 07.00, så skynd dig at få fingrene i et eller flere eksemplarer af årets mest spirende julekalender lige her.