Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter stor succes: Populær musikfestival vender tilbage til Aalborg

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Aalborg Operafestival
Foto: Aalborg Operafestival

Efter de seneste års store publikumssucces melder Aalborg Operafestival atter sin ankomst til august – og i år med endnu flere festivaldage.

Publikum kan se frem til hele syv sensommerdage med internationale stjerner, hyggelige lokale initiativer, storslåede følelser og opera i alle afskygninger, når Aalborg Operafestival løber af stablen den 13.-19. august.

Det skriver Aalborg Operafestival i en pressemeddelelse, hvor de løfter sløret for de første fire operaarrangementer og skyder gang i billetsalget.

Folkelig kulturfest for alle

Aalborg Operafestival beskrives som en folkelig kulturfest med alt fra hyggelige altankoncerter til orgel, opera, internationale stjernebesøg og opera i børnehøjde.

Årets festival byder desuden på ekstra mange operaforestillinger i fuld længde, der med sang, musik og skuespil vil tryllebinde både borgere og festivalgæster fra ind- og udland.

Nu frigives de første fire operaoplevelser på programmet og med navne som den verdensberømte sopran Lise Davidsen og landets egen mezzosopran Andrea Pellegrini, begynder det vanlige ambitiøse kunstneriske niveau for Aalborg Operafestival at tegne sig.

Aalborg Operafestivals flagskib bliver i år et brag af en koncert på højeste kunstneriske niveau, når den verdensberømte norske sopran Lise Davidsen gæster Koncertsalen i Musikkens Hus lørdag den 19. august.

Med silkebløde toner, en kraftfuld stemme og dyb indlevelse fremfører Davidsen – akkompagneret af Aalborg Symfoniorkester – arier af store klassiske mestre som Verdi, Puccini og Beethoven.

Lokale stoltheder og opera i ny former

Det er ikke kun længden på festivalen, der er en nyhed i år.

En af Danmarks mest efterspurgte og prisbelønnede mezzosopraner, Andrea Pellegrini, vil sammen med den lokale organist, Jørgen Ellekilde, bringe operagenren ud over rampen med konceptet Orgel & Opera, hvor Andrea Pellegrini fører publikum gennem et forrygende udpluk af arier til en festlig operakoncert på en ny måde.

Dette bliver i Budolfi Kirke den 19. august.

Ligeledes bliver det en festlig fornøjelse, når det nyetablerede, nordjyske kammerkor Vox Nordic inviterer til en aften med nogle af operaens helt store favoritter til Opera & Bobler den 13. august i Skalborg Kirke.

Vox Nordic byder bl.a. på Rossinis sprudlende Askepot i selskab af gamle Jeronimus og hans beklagelser over ungdommens udskejelser. Til koncerten er inkluderet et forfriskende glas bobler.

I Aalborg Klosters klangfulde indergård tager Prinsens Musikkorps og dirigent Henrik Engelbrecht os med tilbage i tiden fredag den 18. august.

Efter stor succes: Populær musikfestival vender tilbage til Aalborg
Altankoncert under Aalborg Operafestival 2021. Foto: Nicolas Cho Meier

For 150 år siden gik kun de få i Det Kongelige Teater, og derfor måtte man på de jyske torve høre de kendte arier helt uden sangere, men i stedet med trompet, basun og horn som soloinstrumenter.

Netop denne særlige klangtradition bringer Prinsens Musikkorps til live igen i en historisk koncert. Til samme koncert afsløres vinderen af den traditionsrige Aalborg Operapris samt en ung, nordjysk vinder af Aalborg Operapris – Juniorkategorien.

Festivalleder, Peter Rønn fortæller:

”Det glæder mig at kunne præsentere de første oplevelser til denne 22. udgave af landets ældste operafestival, som udover et væld af dygtige Nordjyske, danske og skandinaviske sangere og musikere i år er krydret endnu stærkere med internationale stjerner og gæstende operakompagnier fra ind- og udland.

I år bakkes vi op af Aalborg Symfoniorkester i hele to produktioner, én til festivalens første dag og én til den sidste afslutningskoncert.

Med en varm tak for den vedholdende og begejstrede opbakning festivalen fra både Aalborgensere, kommunen, kulturinstitutioner og det øvrige Nordjylland, glæder jeg mig allerede nu til sommerens afsløring af festivalens fulde program.”

Det fulde program for Aalborg Operafestival offentliggøres i slutningen af maj.

Billetter til de første fire arrangementer kan købes gennem linket her.

Del artikel

Andre læser også