DJ, god mad og fed stemning: Populær cocktailbar overtager Aalborg-restaurant til karneval
Er du ikke så meget til lunke flaskeøl, halvdårlige shots og en hel dag i optoget?
Så har vi måske et rigtig godt bud på alternativ Aalborg Karneval-fejring til dig.
Restaurant Bach & Nurup inviterer i forbindelse med Aalborg Karneval til en eksklusiv bar takeover med Velour Cocktailbar fra København.
Det meddeler parterne i en pressemeddelelse
Lørdag den 23. maj fra kl. 10.00 til 16.00 rykker Velour ind bag baren hos Bach & Nurup for én unik dag, hvor gæsterne kan opleve signaturcocktails, frokost og karnevalsstemning med et mere sofistikeret twist.
Med erfaring fra Michelin-køkkener
Velour Cocktailbar har på blot ét år markeret sig tydeligt på den københavnske barscene.
Baren har allerede opnået nominering til Årets Nye Cocktailbar ved Bartenders’ Choice Awards og nominering i Årets Cocktailbar ved Gastro Awards.
Velour er skabt af stærke profiler med erfaring fra Michelin-køkkener og high-end barer, og ambitionen er klar: 100% økologiske cocktails på tårnhøjt niveau uden kompromisser.

Til arrangementet hos Bach & Nurup har Velour håndplukket et udvalg af deres signaturcocktails, som er sammensat til at passe perfekt til en frokost hos restauranten.
Gæsterne kan derfor forvente en dag, hvor mad, cocktails og musik går op i en højere enhed.
Bach & Nurup ønsker med arrangementet at skabe et alternativ til den klassiske karnevalsdag i Aalborg.
Her kan man trække sig en smule væk fra menneskemængden og festen, nyde en god frokost, bestille cocktails fra en af Københavns mest interessante barer i øjeblikket og stadig mærke karnevallets energi.
Stemningen understøttes af DJ Torben Pop, der leverer sprøde 70’er-, 80’er- og 90’er-rytmer i løbet af dagen.
“Vi vil gerne give karnevalsgæsterne en anden måde at opleve dagen på. Et sted, hvor man kan lande lidt, spise godt og få cocktails på et niveau, man normalt forbinder med de bedste cocktailbarer i verden.”

Arrangementet finder sted lørdag den 23. maj 2026 fra kl. 10.00 til 16.00 hos Restaurant Bach & Nurup. Velour Cocktailbar overtager baren for én dag, og gæster opfordres til at kigge forbi i løbet af dagen.
Hvad: Bar takeover med Velour Cocktailbar fra København
Hvor: Restaurant Bach & Nurup, Aalborg
Hvornår: Lørdag den 23. maj 2026 kl. 10.00-16.00