Har Remee og Kesi i ejerkredsen: Nu rykker populær kæde ind i Aalborg

På få år er Winston Studio, med bl.a. Remee, Kesi og Skinz i ejerkredsen, vokset fra et barberkoncept til et kulturelt fænomen.
Nu er turen kommet til Aalborg, hvor kæden snart åbner sin femte salon i Danmark.
Samtidig løfter de sløret for store fremtidsplaner, der inkluderer et eksotisk udenlandsk projekt.
Siden åbningen af den første salon i indre København i 2023 er Winston Studio vokset hastigt. I
dag tæller kæden flere saloner i hovedstaden, én i Aarhus – og snart også én i Aalborg.
Den nye salon får adresse på Gravensgade 8 og forventes at åbne midt i november.
Det skriver EDC Erhverv i en pressemeddelelse.
Bliver en unik butik
Stephen Allen, der sammen med bl.a. Remee, Kesi og Skinz står bag konceptet, fortæller;
“Vores butik i Aalborg bliver unik, og vi kan ikke vente med at vise den frem.
Vi giver 50% åbningsrabat på alle vores services til alle, der har meldt sig ind i vores community inden åbningen.
Vi har sat fuld skrue på design og detaljer, da det er vigtigt, at vores identitet sikres gennem ensartede butikker, musik, service og snart også en signaturduft, så oplevelsen bliver genkendelig, uanset om man besøger Winston Studio i København, Aarhus, Aalborg eller flere andre byer i fremtiden.”
Han tilføjer:
“Vi synes, Aalborg taler for sig selv.
Det er en fed by med mange mennesker. Vi er født i København, men vi vil gerne tilbyde vores brand og services i hele landet, og det er vigtigt for os at starte i de store byer.
Udover det får vi mange henvendelser fra Aalborg, og vi føler, at vi kan bidrage med noget positivt til barber-/stylist-/frisørscenen i Aalborg.”

Mere end en barbershop
Hos Winston Studio handler det ikke kun om hår og skæg. Konceptet bygger på fællesskab, kreativitet og kultur, fortæller Stephen Allen:
“Vi er meget mere end bare en barbershop.
Vi er et community, der huser events og har store brandpartnerskaber med etablerede brands, og det er noget, vi også vil bringe med os til Aalborg.
Udover det så er vi en karrieremulighed for etablerede og dygtige barbers. Hos os kan man stige i graderne og blive en del af hele brandet på sigt.”
Han fortsætter:
“Der er en Winston Café på vej, en produktlinje med økologiske hår- og skægprodukter under navnet Winston Lab samt flere fællesskabsaktiviteter som 3 vs. 3 basketballturneringer, fester, DJ-sets og et medlemsprogram, der styrker båndene mellem Winston og vores kunder.”
Planer for både Danmark og udlandet
På blot to år har Winston Studio åbnet fem saloner, og ekspansionen fortsætter.
“Vores vækst er fuldt ud kontrolleret, og vi bruger dataindsamling som grundlag for vores nye åbninger.
Vi har en rimelig stabil åbningsplan for det næste stykke tid, som bl.a. inkluderer Carlsberg Byen, hvor der også åbner en Winston Café med kafferisteri i Danmark og bønner fra Mellemamerika. Derudover er der en salon på vej på Nørrebro i København og i Hellerup.”
Ambitionerne stopper dog ikke ved de danske bygrænser:
“Men festen stopper ikke her. I 2026 har vi planer om at tage springet uden for landets grænser.
Vi er i gang med et spændende projekt på Bali i samarbejde med Coco Development Group og Amara Development, hvor vi vil åbne minimum to butikker.
Derefter er det planen at tage springet til Sverige og Norge, hvor vi allerede har partnere, der er klar til at åbne, men vi skal også selv kunne følge med.
Så i første omgang glæder vi os til at åbne i Aalborg og derefter udbrede vores koncept til udlandet.”
Gang i Gravensgade
Lokalet på Gravensgade 8 ejes af Wagner Ejendomme, som også tidligere har fået hjælp fra EDC Erhverv Poul Erik Bech med udlejninger i Aalborg.
“Inden for det sidste år har der været godt gang i udlejningen af butikslokaler på især Gravensgade, hvor vi har udlejet til Romeriet for rom-elskere, løbetøjsbrandet Toujours Actif, en smykkebutik og Guf & Kugler.
Det er positivt, at et mindre handelsstrøg som Gravensgade oplever så stor efterspørgsel, og det vidner om at det overordnet går fornuftigt for butikslivet i Aalborg.
Tomgangsniveauet for detail i byen ligger stabilt på 2,55%, hvilket er under landsgennemsnittet på 3,14%,” siger Michael Stilling, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg