Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Fløde, syltetøj og nostalgi:  Populær Aalborg-bager sprøjter fastelavnsboller ud

Bauns-Bageri-fastelavnsboller-bager-broed-aalborg-25-1024x683
Foto: Daniel Brandt

Flødecreme, syltetøj og smagen af ren nostalgi. 

Hos Bauns Bageri i Aalborg er det stadig de helt klassiske fastelavnsboller, der får kunderne til at stå i kø – også selvom montren hver uge byder på nye, kreative varianter.

“Uanset hvad vi kaster os ud i, så er det de gammeldags fastelavnsboller med fløde og syltetøj, der sælger bedst. Især dem med hindbær. Det er vores helt klare bestseller,” fortæller Kristine Baun, der driver bageriet sammen med sin mand.

Og det er ikke helt tilfældigt, hvis de store lækkerier bringer minder frem – der er nemlig en stor chance for, at du spiste præcis disse fastelavnsboller af samme opskrift for 20 – eller endda 34 år siden. 

Fløde, syltetøj og nostalgi: Populær Aalborg-bager sprøjter fastelavnsboller ud

I januar har Michael og Kristine Baun nemlig kunnet fejre 20 års jubilæum som indehavere af det kendte Aalborg-bageri. 

Og bageriet blev åbnet i 1992 af Michaels far, Lars Baun, der stadig hjælper til i bageriet flere dage om ugen. 

Her hos MigogAalborg har vi smagt tre af sæsonens fastelavnsboller for at se, hvad det er, Bauns Bageri gør så godt: bestselleren med flødecreme og hindbær, en variant med saltkaramel, som også har opnået stor popularitet – og en limited edition-fastelavnsbolle, hvor hakket træstamme er rørt direkte i flødecremen.

Træstamme-fastelavnsbolle 

Ved første øjekast ligner banditten en klassisk fastelavnsbolle, som vi kender den – i en variant med brun glasur og masser af creme.

Men denne her variant gemmer på en lækker overraskelse. 

Den klassiske flødecreme er nemlig piftet op med hakket træstamme! Først var vi skeptiske – for hvordan er konsistensen på en flødecreme med hakket træstammedej? Men vi må indrømme, at vi forstår hypen omkring den. 

Flødecremen bliver på ingen måde klæg – men er tværtimod let og luftig.

Træstammerne med chokoladen, marcipanen og romessensen giver os associationer til smagen af Toms Skildpadde. Også selvom man sagtens kan smage, at det er træstamme og ikke skildpadde, der giver fastelavnsbollen sin gode smag. 

For os måtte denne variant gerne blive en fast del af onsdags-kagen på kontoret … i hvert fald indtil fastelavn er slut.

Og hvis du også er til store fastelavnsboller med creme, fløde – OG er vild med træstammer, så bør du ikke tøve med at slå et smut forbi og teste denne. 

Fløde, syltetøj og nostalgi: Populær Aalborg-bager sprøjter fastelavnsboller ud

Fastelavnsbolle med saltkaramel

En anden variant, der har sneget sig ind blandt det faste udvalg af fastelavnsboller i montren, er en syndig sag med flødecreme og et lækkert lag saltkaramel lige under låget. Ja tak. 

Hvis du er ligesom os, og elsker alt, hvad der er puttet saltkaramel i, så er den her til dig. 

En klassisk lækker fastelavnsbolle med et moderne tvist af saltkaramel. What’s not to like?

Den gør, hvad den lover – tilfredsstiller øjnenes fastelavns-bolle-lyst og tilfører et strejf af noget nyt og lækkert.

Fløde, syltetøj og nostalgi: Populær Aalborg-bager sprøjter fastelavnsboller ud

En gammel ven med hindbær

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi hos MigogAalborg mæsker os i ganske mange fastelavnsboller i denne tid. Og især mange nye varianter med kreative takes. 

Derfor er der også noget rart og trygt over at sætte tænderne i en fastelavnsbolle, som vi kender fra barndommens trygge tid, før alt blev mere kreativt.

Den får os med det samme til at mindes gode eftermiddage med filterkaffe og fastelavnsboller hos mormor, hvor alle uden skam blev serveret en hel fastelavnsbolle med enten jordbær eller hindbærsyltetøj – uanset alder.

Måske er det hindbærrenes syrlighed, der balancerer den søde fløde og får os til at spise en hel fastelavnsbolle – uden at tøve. Vi gør det i hvert fald. For mums, hvor smager det godt!

En ægte fastelavnsbolle, der fluks giver os lyst til at hoppe i mors hjemmelavede indianer-kostume og slå katten af tønden.

Fløde, syltetøj og nostalgi: Populær Aalborg-bager sprøjter fastelavnsboller ud

Stor jubilæumsfest

Der arbejdes i disse uger på højtryk i det lille bageri på Vester Allé.

Ikke kun fordi fastelavnsbolle-sæsonen er over os, men også fordi bageriet i uge 3 fejrede jubilæum med vilde tilbud til kunderne.

“Det var en helt vanvittig uge. Vi solgte omkring 800 romkugler om dagen, og der var slet ikke nok.

De var udsolgt før klokken 14, og vi havde simpelthen ikke kapacitet i bageriet til at producere flere,” siger Kristine Baun.

Fløde, syltetøj og nostalgi: Populær Aalborg-bager sprøjter fastelavnsboller ud
Michael Baun

På en enkelt fredag røg der 300 fastelavnsboller med fløde inden klokken 13, og i løbet af jubilæumsugen blev der solgt i alt 4.400 romkugler.

“Vi er glade for, at det ikke varede hele januar,” smiler hun og tilføjer, at det dog også er det høje tempo, der gør arbejdet sjovt.

Kæmpe opbakning – selv i krisetider

Gennem årene har opbakningen fra kunderne været afgørende, ikke mindst igennem de kriser, samfundet har oplevet – senest med corona og energikrisen.

“I starten af Corona var vi meget usikre på, om vi ville overleve. De første 14 dage kom der næsten ingen kunder, men så vendte det hele, og vi blev fuldstændig væltet af lokal opbakning. Det var vi meget taknemmelige for,” siger hun.

I dag kommer kunderne langvejs fra for at besøge bageriet, og selv da de måtte sætte priserne op under energikrisen, blev folk ved med at bakke op.

Derfor ser fremtiden lys ud for ægteparret og Bauns Bageri. Og selvom man tydeligt mærker de historiske tråde, der rækker bagud, er indehaverne gode til at forny sig. 

I år har de også lanceret en hel ny hjemmeside, hvor kunderne har mulighed for at forudbestille kager og bagværk.

“Det hjælper os med planlægningen, for ikke to dage er ens. Vores kunder bruger det allerede rigtig godt,” siger Kristine Baun.

Der er derfor gode udsigter til mange flere år med godt bagværk – og gode fastelavnsboller, fra et af byens ældste bagerier.

“Det er størrelsen på bageriet – og på et tidspunkt også vores alder – der sætter begrænsningerne. Og det er jo luksusproblemer,” slutter Kristine Baun.

Du kan selv bestille lækre kager, bagværk og de faste varianter af fastelavnsbollerne på bageriets nye hjemmeside.

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.