Først til mølle: Politiker inviterer børn gratis i legeland

Umiddelbart er der ikke mange stemmer at hente i et legeland, der henvender sig til de mindste.
Alligevel har Melina Andersen (SF) valgt at betale billetten for de første 100, der kommer forbi Hermans Hule søndag den 22. marts – hun synes endda, at det er et af valgkampens højdepunkter:
“Jeg har det faktisk lidt svært, med at valgkampen er så meget snak og så lidt handling.
Politik handler om rigtige mennesker, og det er desværre ikke alle, der har råd til at tage i legeland.
Så nu gør jeg en lille ting, for nogle af de børn og deres familier,” udtaler Melina Andersen.
Ifølge Red Barnet vokser 50.000 børn i Danmark op i fattigdom, som bla. betyder, at der ikke er råd til fritidsaktiviteter og det fører til, at børn går glip af vigtige fællesskaber.
Det kan påvirke dem langt ind i voksenlivet, viser en undersøgelse fra organisationen.
Det billede genkender Melina Andersen, fra at have talt med børnefamilier under valgkampen:
“Der bliver stillet rigtig store krav og det er svært, hvis ikke man har penge eller overskud.
Det er faktisk kommet lidt bag på mig, efter jeg selv blev mor, hvor mange der er pressede og siger det helt åbent.
Vi skylder simpelthen nogle familier, at de får ro på” udtaler folketingskandidaten for SF.