Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Politiet varsler: Stor kontrol i denne uge omfatter også Aalborg

Af Michael Qureshi

Der er uopmærksomhed involveret i hver tredje dødsulykke i trafikken.

For at få flere til at holde fokus på trafikken, sætter landets 12 politikredse ind med en uopmærksomhedskontrol fra i dag mandag den 16. september frem til søndag den 22. september.

Indsatsen støtter Rådet for Sikker Trafiks kampagne ”Kør bil, når du kører bil” og Færdselssikkerhedskommissionens nationale handlingsplan, hvor uopmærksomhed indgår som ét af ti indsatsområder for at begrænse antallet af uheld i trafikken.

I sidste uge blev det igangsat, at kigger man på et håndholdt medie som chauffør af et køretøj koster det både et klip i kortet samt en samlet bøde på 2000 kr.

Kontrollerne indgår i rækken af de fælleseuropæiske færdselskontroller, der arrangeres af det europæiske færdselspolitisamarbejde TISPOL.

Nordjyllands Politi oplyser, at især i store byer som Aalborg har man ekstra kontrol i forbindelse med denne uges ekstra kontrol.

Hvad laver folk bag rattet?

Rigspolitiets Nationale Færdselscenter har gennemført en undersøgelse i hele landet i foråret 2017, hvor man på by-, lande- og motorveje har observeret, hvad 26.000 trafikanterne foretager sig bag rattet.

Undersøgelsen slår fast, at cirka 6 % af alle førere af personbiler og varevogne under deres kørsel udfører en handling, der kan distrahere dem og tage deres fokus fra trafikken.

Det vil sige, at de enten taler i håndholdt mobiltelefon, indstiller deres GPS, spiser eller drikker, mens bilen er i fart.

Undersøgelsen konkluderer også, at det særligt blandt de tunge køretøjer (især lastbiler) er et problem.

Få sekunders uopmærksomhed kan få konsekvenser

Mens cirka 6 % af førerne af personbiler og varevogne foretager sig distraherende handlinger, når de kører på vejene, så er det tilsvarende tal for de tunge køretøjer (især lastbiler) mere end dobbelt så stort, nemlig cirka 15 %, viser observationerne fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

“Selv få sekunders uopmærksomhed kan betyde, at man overser en anden trafikant eller kommer til at trække over i modsatte vognbane, og rammer en modkørende frontalt”, udtaler politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter og fortsætter:

“Uopmærksomhed er risikabelt for alle trafikanter, og derfor er det vigtigt at alle, som bevæger sig rundt i trafikken også holder fokus på trafikken og ikke foretager sig noget, der kan aflede opmærksomheden.”

Hvis du kører 80 km/t. på en landevej og kigger på din mobil eller GPS i blot fire sekunder, så har du kørt 89 meter uden at have øjnene på trafikken.

Der er uopmærksomhed involveret i omkring hver tredje dødsulykke i trafikken, lyder det fra Vejdirektoratet.

Del artikel

Andre læser også