Usædvanligt jobopslag: Politiet søger firbenede kolleger til kollektiv
Er du en hest?
Nej, sandsynligvis ikke, hvis du læser denne artikel.
Men måske du ejer en hest eller kender andre, der gør – og måske den hest trænger til nye omgivelser og et større ansvar i livet.
Hvis din hest er i fuldt galop og karriereminded, så er der nu en unik jobmulighed hos Københavns Politi, der søger politiheste.
Politiet har i forvejen “16 velfriserede mænd – også kaldet vallakker – i alle aldre”, som de skriver i jobopslaget, men nu søger de efter nye firbenede kollegaer.
Hvis din lodne ven skal kvalificere sig til stillingen, skal han være vallak, mellem 5 til 12 år, 167-180 cm i stangmål, rolig og med et stabilt temperament, omstillingsparat og mødestabil.
Derudover skal han bestå et helbredstjek med gennemsyn af sygdomshistorik samt bestå miljøtest udført af Københavns Politis Rytterisektion.
Tilbyder varierende og spændende opgaver
Nok om, hvad Københavns Politi søger…. Hvad kan de faktisk tilbyde deres kommende, hø-gnaskende kollega?
“Kost og logi – samt en fast stilling med varierende og spændende opgaver.
Vi arbejder blandt andet tæt sammen med Kongehuset, vi møder unge mennesker i nattelivet, tager på patrulje, på museumsbesøg eller besøger patienter på Rigshospitalet.
I kollektivet er der madordning, men også mulighed for forplejning efter behov. Kollektivet har desuden træningsfaciliteter – og der er mulighed for træning i arbejdstiden,” skriver Københavns Politi.
Er det noget for din hest, eller kender du en, som kunne have lyst til en plads i deres kollektiv, kan du kontakte en af kollektivets medarbejdere i Københavns Politis Rytterisektion her.