Efter flere henvendelser: Politiet skærper fokus mod bestemte trafikanter
Nordjyllands Politi modtager flere og flere henvendelser om et bestemt problem:
Knallerter der blæser gennem gaderne, larmer, generer og kører hasarderet. Netop derfor har politikredsen nu iværksat en ekstra indsats.
Det skriver de i en pressemeddelelse.
Det er den første motoriserede frihed, du kan få kørekort til – knallerten. Selvom der er kommet elcykler, elløbehjul og alverdens andre lette transportmidler på markedet, så er knallerten stadig utrolig populær blandt nordjyderne – særligt de unge.
187 sager i år
Hjalte Heldbo fortæller om politiets arbejde:
”Vi ser flere henvendelser omkring generende knallertkørsel. Det kommer ofte i bølger. Vi tager altid henvendelser fra borgerne seriøst. De kommer af en årsag, og derfor reagerer vi også på dem. Nu er vi lige kommet ud af en lang sæson, hvor vejret og lyset tillader kørsel til langt ud på aftenen, så forhåbentlig bliver vinteren mere rolig.”
Foreløbigt har politikredsen lavet 23 knallertkontroller i løbet af 2024. Det har medført 187 sager, der blandt har handlet om knallerter, der kunne køre for hurtigt, med konstruktive ændringer og forskellige andre fejl og mangler.
Selvom politikommissæren ser god effekt af kontrollerne, så er kerneopgaven en anden:
”Vi bruger utroligt mange ressourcer på at forebygge og oplyse knallertførerne om, hvordan de bør og skal færdes i trafikken. Det kommer også til udtryk ved egentlige kontroller, men kan ikke løses alene på den måde.
Vi taler med de unge, når de tager deres knallertkørekort, men arbejder også på muligheden for at inddrage de unges forældre/værger i samme ombæring. Det er vores håb, at vi ved at inddrage dem, kan forhindre de uoverskuelige konsekvenser det kan have, eksempelvis at kører uden forsikring, køre for hurtigt, køre under påvirkning af spiritus eller narkotika.”
Forældre har vigtig rolle
Der er mange unge, der kommer galt afsted på knallert, særligt på grund af kørsel på ulovlige knallerter.
Som forælder har man ifølge politiet en vigtig rolle. For det er dig, dit barn lytter til – også selvom det måske ikke altid virker sådan. Vis interesse og engagement for dit barns ønske om at køre knallert og sæt gerne ord på dine bekymringer. Tal derfor sammen og lav klare aftaler.
I kan fx aftale, at:
• knallerten skal være lovlig og ikke må tunes
• hjelmen altid skal bruges
• der ikke bliver kørt efter at have drukket alkohol
• der vil være bestemte konsekvenser.
At kunne henvise til en aftale med ”de strenge forældre” gør det også nemmere for din teenager at sige fra over for andre, der måtte lægge pres på.
Fortsætter med kontroller
Forældres interesse og ansvarstagen, kombineret med de politifaglige tiltag, har en mærkbar effekt, fortæller Hjalte Heldbo:
”Vi har hørt fra UngAalborg, at flere unge har rettet henvendelse til dem, for at få hjælp til at lovliggøre deres knallerter. Det er en direkte konsekvens af, at de eller deres bekendte har været i kontakt med politiet, og derfor ikke ønsker de repressalier som det kan medfører at køre på en ulovlig knallert.
Mine medarbejdere har berettet om, at de flere steder i Nordjylland, har truffet knallertfører som nu kører lovligt, pga. udsigten til mødet med politiet, og en eventuel beslaglæggelse af knallerten.”
Nordjyllands Politi fortsætter med kontrollerne – året rundt, på alle tidspunkter af døgnet, fordelt over hele Nordjylland.