Vil øge trygheden: Politiet opretter midlertidig politistation ved gerningssted
Nordjyllands Politi arbejder fortsat intensivt med efterforskningen af skudepisoden i Aalborg tirsdag den 7. april 2026.
I går aftes kom det blandt andet frem, at man har fundet det formodede gerningsvåben og noget af det tøj, som gerningsmanden har smidt.
Læs også: Skudepisode i midtbyen: Politiet finder gerningsvåben i baggård Politiet er også stadig ude med en efterlysning af den mistænkte, hvor man har offentliggjort billeder og signalement.
Politiet har i den forbindelse modtaget en række henvendelser fra borgere.
“Vi er meget taknemmelige for de henvendelser, vi har modtaget fra borgerne. De er vigtige for vores arbejde med at få klarlagt sagen,” siger vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup.
Efterforskningen pågår fortsat, og politiet arbejder blandt andet med vidneforklaringer og tekniske spor.
Opretter mobil politistation
Skudepisoden har fundet sted centralt i Aalborg, og politiet er opmærksomme på, at hændelsen kan skabe utryghed.
“Vi forstår, at en hændelse som denne kan påvirke trygheden. Derfor vil vi være synligt til stede i området i den kommende tid,” siger vicepolitiinspektøren.
Nordjyllands Politi etablerer onsdag og torsdag en mobil politistation i området omkring gerningsstedet ved Bispensgade, hvor borgere kan henvende sig med spørgsmål eller oplysninger til sagen.
Den mobile politistation vil være åben og bemandet begge dage fra klokken 13:00 til 17:00.
Støtte til borgere
Borgere, der føler sig berørt af hændelsen, er velkomne til at henvende sig hos den mobile politistation, ligesom de kan få støtte gennem Offerrådgivningen. Her sidder rådgivere klar til at lytte og hjælpe. De har tavshedspligt, og man kan være anonym.
Få kontakt på telefon: 116 006 – døgnet rundt. Chat på offerraadgivning.dk
Læs også: Efter skudepisode: Politiet offentliggør billede af mistænkt
“Det er vigtigt for os, at alle, der er påvirket – også vidner og naboer – ved, at der er mulighed for at få hjælp og tale med nogen,” siger vicepolitiinspektøren.
Politiet opfordrer fortsat borgere, der har oplysninger i sagen, til at kontakte politiet på telefon 114.
Selv mindre oplysninger kan være afgørende for efterforskningen.












