Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Politiet gør status: Sådan er Aalborg Karneval forløbet indtil videre

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk

Dagen skrider frem, og promillerne går op, men der er stadig god ro på. Sådan lyder det fra Nordjyllands Politi i en foreløbig status på Aalborg Karneval.

Der er fortsat rigtig mange mennesker på Borgergade og Vesterbro, samtidig kan politiet se, at indsnævringen ved jernbanebroen på Vesterbro giver lidt stilstand i optoget. Der indgår løbende anmeldelser om uorden mv., men indtil videre har det kun givet anledning til en enkelt anholdelse i forbindelse med gadeuorden ved Kildeparken.

Historisk stille karneval for politiet

”Efterhånden, som promillen går op, kan vi forvente, at lunterne bliver kortere. Det er vi forberedt på, men vi må igen understrege, at vi er utroligt tilfredse med den generelle opførsel fra deltagerne i år.

Selv de erfarne politifolk, der har siddet på karnevalsvagten i årevis, kan ikke erindre, at vi før har passeret klokken 14:00, uden at der er løbet flere anmeldelser ind,” siger den ansvarlige for politiets indsats under karneval, vicepolitiinspektør Anders Uhrskov. Han fortsætter:

“Vi ser selvfølgelig gerne endnu flere af den slags milepæle – det giver os anledning til at repetere de gode råd: Drik vand, husk dine venner og skulle der opstå kontroverser, så glid af, glat ud og gå væk.”

Meldinger fra den fremskudte skadestue

Nordjyllands Politi samarbejder med Den Præhospitale Virksomhed og Aalborg Universitetshospital, Region Nordjylland, i den fremskudte skadestue ved Ansgars kirken over for Kildeparken. Her har man haft en bred vifte af småskader inde, men noget af det, folk selv kan forebygge er glasskår i fødderne og væskemangel.

Vi har oplevet en del dehydrerede og her er den simple løsning klar – drik vand,” siger vagtcentralchef Jan Lindberg fra Den Præhospitale Virksomhed, Region Nordjylland.

Jan Lindberg fortæller videre:

”Vi har, frem til kl. 14:00, haft 17 udrykninger rundt omkring i byen, relateret til karneval. Det er noget mere roligt end i 2019, hvor vi havde været ude på dobbelt så mange udrykninger på nuværende tidspunkt. Aktuelt har vi 21 karnevalsgæster inde til behandling – nogle er bare lige inde at hvile, andre får renset øjne og behandlet småsår. I alt har vi haft 34 karnevalsgæster inde til behandling i løbet af dagen, på vores fremskudte skadestue.”

Vicepolitiinspektør Anders Uhrskov afrunder: ”Politiets indsats fortsætter ufortrødent i de kommende timer, og vi følger udviklingen og stemningen i optoget og Kildeparken tæt.”

Del artikel

Andre læser også