ANNONCE
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Politiet advarer: Øget risiko for indbrud denne jul

Af Aske Bisgaard Pedersen

Julen er hjerternes fest med gaver og godt humør.

Men det er også de langfingredes fest, når de mange danske husstande er fyldt til randen med julegaver.

Højsæson for indbrud

Den magiske julehygge kan hurtigt blive spoleret, da den mørke tid også højsæson for indbrud i private hjem. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Selvom antallet af indbrud er faldet de seneste år, er der dog stadig en risiko for, at man kommer hjem til en gennemrodet bolig:

”Under corona-pandemien oplevede vi en nedgang i antallet af anmeldelser om indbrud i private hjem i julen, hvilket sandsynligvis kunne tilskrives, at mange opholdt sig hjemme.

Nu er corona-restriktionerne fjernet, og vi må forvente, at flere rejser ud i juledagene igen. Det kan friste tyvene, og derfor er det vigtigt, at man forsøger at forebygge indbrud”, siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Koncernkommunikation. 

I juledagene kan indbrudstyvene hurtigt spotte de efterladte hjem, men det kan undgås, hvis man benytter de råd og virkemidler, som man har til rådighed, hvor flere af dem er enkle og effektive.

Gør livet surt for tyven i den søde juletid

Langt de fleste indbrudstyve foretrækker at operere i det skjulte og i ly af mørket, hvor høje hække og træer kan være med til at give tyven bedre betingelser for at holde sig skjult.

Det handler derfor om, at gøre arbejdsbetingelserne ringere for tyven ved at holde hækken lav og få hjemmet til at se beboet ud, også når man ikke er hjemme.

Derudover er det en god idé at tilmelde sig Det Kriminalpræventive Råds ordning Nabohjælp, der via en app sørger for, at naboer kan skrive sammen og hjælpe hinanden med at holde øjne og ører åbne i nabolaget.

”Det er enkelt og effektivt. Sammen viser I tyven, at I holder øje med, hvad der sker på jeres villavej. En af de bedste måder at gøre det på er ved altid at hilse på hinanden og dem, I møder i jeres kvarter.

Er der tale om en potentiel indbrudstyv, vil vedkommende vide, at han eller hun er set,” forklarer Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden står bag.

Sådan forebygger du indbrud

Der er flere ting, man kan gøre for at beskytte sit hjem bedst muligt.

Lys med censorer vil være med til at forstyrre tyven i sit arbejde, ligesom gode, solide låse på døre og vinduer og evt. dobbelte låse på døren vil gøre det dobbelt så besværligt for tyven at bryde ind.

En ekstra lås på døren eller en haspe på vinduet kan også gøre en stor forskel. Der er nemlig en klar sammenhæng mellem antallet af indbrud, og hvor svært det er for tyven at komme ind.

Jo sværere det er at være indbrudstyv, jo færre indbrud bliver der kort sagt begået.

Derfor er det så vigtigt, at man ved, hvad man skal gøre for at gøre livet surt for indbrudstyven. Du kan f.eks. følge Rigspolitiets anbefalinger og gøre følgende:

Rigspolitiets anbefalinger:

  • Bliv nabohjælper, læs mere her: Nabohjælp: Nabohjælp – fordi rare mennesker virker bedst Jo flere i lokalområdet, der holder øje med hvad der sker, og som hilser på de folk, der færdes på vejen, jo mindre sjovt synes tyven, det er.
  • Anvend eksempelvis tænd/sluk-ure indendørs, når mørket falder på. Således ser hjemmet beboet ud.
  • Brug evt. censor-styret lys udenfor og klip hækken, så naboerne kan se, hvad der foregår. Tyve vil helst arbejde i det skjulte.
  • Gode døre, vinduer og låse. Jo sværere for tyven, jo bedre. Jo mere han skal arbejde for at komme ind, jo længere tid tager det og jo mere vil det larme.
  • Ring 114 hvis du ser noget. Ring til politiet, hvis du ser eller hører noget mistænkeligt. Dine observationer kan hjælpe vores efterforskning.
  • Undgå at købe ting, hvis du har mistanke om at de er stjålne. Hvis ingen køber hælervarer, så forsvinder markedet for indbrudstyvene. Opdager man et igangværende indbrud så ring 112

Så snak med naboerne, få sikret hjemmet og giv de langfingrede en lidt mindre indbringende jul uden gaver, der ikke står deres navn på.

Del artikel