Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Politidirektør og borgmester i fælles udmelding: Vi skal undgå sammenstimling i byrummet

Af Emil Kjær Jørgensen

I forbindelse med den gradvise genåbning af samfundet åbner flere og flere butikker, blandt andet i Aalborg.

Det er glædeligt, at samfundet så småt begynder at komme i gang igen, men det er samtidig afgørende vigtigt, at vi ikke taber kampen mod corona ved at begynde at stimle sammen eller glemme hygiejnen.

Derfor understreger politidirektør ved Nordjyllands Politi, Anne Marie Roum Svendsen, at også erhvervsdrivende og deres kunder skal tænke sig rigtig godt om i den kommende tid.

Det skriver Nordjyllands Politi i dag i en pressemeddelelse.

Reglerne om at holde afstand gælder ikke ”kun” i rekreative områder, men også f.eks. i gågader og andre steder i byrummet.

For selvom nordjyderne har udvist samfundssind og hidtil været gode til at holde afstand, så er det vigtigt, at vi ikke taber det vundne terræn på gulvet, fordi vi tror, at det er ovre nu.

Det er det ikke. Slet ikke. Smittekæderne skal fortsat brydes. I takt med at samfundet genåbnes, må vi ikke sætte det på spil, som vi har opnået.

”Vi befinder os stadig i en nødsituation, og derfor er det afgørende vigtigt, at vi står fast. Vi skal stadig holde afstand, og vi skal lade være med at stimle sammen – og det gælder altså også, når vi er ude for at handle i butikkerne,” siger politidirektør Anne Marie Roum Svendsen, der peger på, at netop godt forårsvejr kombineret med gradvist genåbning af samfundet får flere mennesker ud på gaden.

Udvis ansvarlighed

Og netop dét stiller krav til både butikker og til kunder. Alle skal udvise ansvarlighed og indrette sig på en måde, så man minimerer smitterisiko.

”Vi skal undgå at stimle sammen foran butikker og i smalle gågader. Vi risikerer at starte nye smittekæder,” understreger politidirektøren, der peger på, at både butikker og kunder skal indrette sig på en måde, så dette undgås – og det gælder altså også udendørs omkring f.eks. p-pladser ved indkøbscentre eller ved tøjstativerne i gågaderne, hvor folk kan klumpe sammen.

Det handler, helt overordnet, om at sikre en hensigtsmæssig indretning af alle de offentlige rum, herunder gågader, parker og pladser.

Kommunen øger skiltning

I Aalborg Kommune bakker man op, og den bistår med forskellige tiltag i byrummet, der kan bidrage til at undgå sammenstimling, blandt andet har man tidligere opsat skiltning om forsamlingsforbuddet på steder, hvor folk traditionelt forsamles.

Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune siger:

”Corona-krisen har heldigvis vist os, at vi kan stå sammen, når det gælder. Og nu er vi dybt afhængige af hver enkelt borgers indsats for at holde fast og holde ud.

I Aalborg Kommune øger vi bl.a. skiltningen med budskaber om at huske at holde afstand, og vi er i dialog med de erhvervsdrivende om, hvordan de kan indrette sig bedst muligt, hvis de åbner, så det er sikkert at handle.”

”Derudover er vores medarbejdere i fritidscentrene og Midtbysjakket på gaden.

De er særligt opmærksomme på at hjælpe de unge til at undgå at lave større samlinger og guide dem i, hvor de kan være, og hvad de kan lave,” siger Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune.

Patruljering øges markant

Og for at understøtte tiltagene med hensigtsmæssig indretning af de offentlige rum, indsætter Nordjyllands Politi et øget antal politistyrker til i de kommende uger at foretage patruljering i hele politikredsen – for at føre tilsyn med at reglerne og retningslinjer overholdes. Af alle.

Man vil kunne møde patruljerende politifolk både i bil, på cykel og til fods.

”Vores patruljer vil blandt andet påse, at indkøbssteder og rekreative områder ikke bliver overfyldt og genstand for kø og dermed smittespredning,” siger Anne Marie Roum Svendsen, der pointerer, at det øgede patruljetryk fungerer som et tydeligt signal til borgere og erhvervsdrivende om at holde afstand og indrette sig hensigtsmæssigt.

”Og vi kommer til at uddele bøder eller indføre opholdsforbud, hvis reglerne ikke efterleves. Nu skal vi stå fast,” slutter Anne Marie Roum Svendsen.

Del artikel

Andre læser også