Indsætter droner og ekstra kameraer: Politi øger overvågning under karneval

Når tusindvis af festglade gæster i næste weekend indtager gaderne til karneval i Aalborg, bliver det med ekstra øjne rettet mod folkemængderne.
Nordjyllands Politi oplyser nemlig, at man i forbindelse med årets karneval opsætter midlertidig videoovervågning flere steder i byen som en del af den samlede sikkerhedsindsats.
Kameraerne bliver blandt andet placeret i og omkring Kildeparken, langs Vesterbro og ved udvalgte indfaldsveje, hvor der ventes ekstra mange mennesker.
Ifølge vicepolitiinspektør Søren Pejtersen skal overvågningen hjælpe politiet med at holde overblik under den store folkefest.
“Den midlertidige videoovervågning er et vigtigt redskab for os under karnevallet. Den hjælper os med at bevare overblikket i områder med mange mennesker og giver os mulighed for hurtigt at reagere, hvis der opstår uro eller andre hændelser.
Samtidig er den også et vigtigt værktøj i en efterfølgende efterforskningsindsats, såfremt der opstår hændelser, som kalder på dette,” siger han.
Politiet kan sende droner i luften
Ud over de ekstra kameraer har politiet også mulighed for at benytte droner under lørdagens parade og andre steder i byen.
Samtidig forventer politiet, at private droneejere kan finde på at sende deres egne droner i luften for at filme festlighederne.
Her lyder opfordringen dog klart: Sæt dig ind i reglerne først.
Karnevallet foregår nemlig inden for sikkerhedszonen omkring Aalborg Lufthavn, hvor der gælder særlige restriktioner for droneflyvning.
Derfor opfordrer politiet alle dronepiloter til at orientere sig grundigt om reglerne, inden dronen lettes.
Ifølge politiet vil både droneoptagelser og materiale fra overvågningen udelukkende blive brugt til at opretholde ro og orden under karnevallet og behandlet efter gældende regler om databeskyttelse.
Læs også: Ny luksusbrunch i Aalborg: All you can eat brunch for kun 149 kr. på Bistro V