Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Udrykning og løse skud: Nordjyllands Politi afholder øvelser i Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen
Arkivfoto
Arkivfoto

Onsdag d. 23. marts og igen onsdag d. 30. marts vil du, hvis du færdes i det centrale Aalborg, kunne opleve lidt mere uniformeret politi og udrykningskøretøjer, end du er vant til.

Men tag det blot roligt: Der er bare tale om øvelser.

Det meddeler Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Reaktionspatruljen fra Nordjyllands Politi træner færdighederne på disse datoer – og det sker i tidsrummet kl. 0800-1200.

Her vil der være øvelser i Aalborg

Øvelserne foregår i Aalborg midtby, og det vil især være i området omkring Nordkraft beliggende på Østerbro 9, at borgene vil kunne møde politiet på øvelse.

Det fortæller lederen af reaktionspatruljen, politikommissær Lau Larsen, der i næste åndedrag tilføjer, at øvelserne hovedsageligt foregår indenfor, men at det naturligvis vil være muligt for forbipasserende borgere at møde sortuniformerede betjente i området omkring Nordkraft, mens øvelserne foregår.

”Vores betjente vil bære hjelme, gule politimærker på deres uniformer og være bevæbnede – og man vil formentlig kunne høre anvendelse af løs ammunition, dog i et begrænset omfang.

Jeg håber på borgernes forståelse for de mindre gener, som det eventuelt måtte give. Det er nødvendigt, at vi øver os for at holde færdighederne helt skarpe,” siger politikommissær Lau Larsen

Der vil desuden kunne ses politikøretøjer i forbindelse med afviklingen af øvelserne, og der vil være opsat skilte med ”Politi Øvelse” omkring Nordkraft, ligesom køretøjerne vil være markeret med orange øvelsesskilte.

Bemærk, at der er tale om to øvelser; først d. 23. marts og igen d. 30. marts.