Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Pølsevognen fejrer 100 år i dag: Kun få tilbage i Aalborg

Af Michael Qureshi

Den 18. januar 2021 er en helt speciel dag for et af Danmarks nationalklenodier. Pølsevognen fylder nemlig 100 år.

Tirsdag den 18. januar 1921 var dagen, hvor de seks første pølsevogne rullede ud i Københavns gader.

Siden da har pølsemænd og -kvinder landet over stået for at servicere de danske pølseelskere med “nissearme”, “mumier” og “skaldede franskmænd i soveposer.”

I dag er det præcis 100 år siden, at de første pølsevogne så dagens lys i København. Dengang var pølsevognen en trækvogn med en opvarmet gryde, hvor pølserne lå i.

En rød pølse med brød kostede den nette sum af 30 øre. Meget har ændret sig siden da.

Pølsevognen fejrer 100 år i dag: Kun få tilbage i Aalborg
Foto: Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv

Har en særlig plads i danskernes hjerter

Nu har pølsevognen en motor og et menukort med en lang række alternativer til den klassiske nissearm.

Men pølsevognen er mere end det. Ifølge Bettina Buhl, der er madhistoriker og museumsinspektør på Det Grønne Museum i Auning, er pølsevognen et særligt sted, der har en helt særlig plads i danskernes hjerter.

“Pølsevognen har gennemgået en markant forandring gennem årene og har opnået en særlig status som et stykke kulturhistorie.

Den har været en fast del af gadebilledet i nu 100 år og er blevet symbolet på en madkultur, som kan rumme alle folkelag. De fleste danskere har et minde ved en pølsevogn.

Om det er kolde vinterdage som barn med en kakaomælk og en ristet pølse, eller om det er forretningsmanden på farten – alle har vi et minde knyttet til den skønne duft og lille vogn,” forklarer Bettina Buhl i en pressemeddelelse fra Danish Crown.

Startskuddet på en ny madkultur

I pølsevognenes storhedstid (60’erne og 70’erne) stod der omkring 700 pølsevogne rundt i Danmark.

Folk stod i kø på gaderne, og en pølsevogn med en god beliggenhed kunne let omsætte for millioner på et år.

Pølsevognen blev startskuddet på en helt ny madkultur, hvor folk kunne mødes på trods af forskellig baggrund og få et veltrængt og uformelt pusterum.

Pølsevognen har i dag fået konkurrence af andre takeaway-steder og tankstationer. Antallet af vogne i Danmark er svundet markant, og der findes i dag kun omkring 100 pølsevogne rundt i landet, hvoraf 25 af dem er i København og ganske få her i Aalborg.

Kulturhistorie skal bevares

Pølsevognskulturen har dog ændret og udviklet sig og rummer i dag grillbarer og cafeterier, hvor man stadig kan nyde en god pølse.

Danish Crown Foods står for brands som Tulip, Steff Houlberg og GØL, og her mener man, at pølsevognen har en helt unik status og er vigtig at bevare, fordi pølsevognen er et stykke kulturhistorie, hvor folk kan mødes på tværs af alder, køn og status.

I Aalborg er det desværre tyndet ud med de vaskeægte pølsevogne.

Men vi har forsøgt at samle dem som vi stadig betragter som pølsevogne i det centrale Aalborg

Tages Pølsevogn

På Boulevarden tæt på Borgmesterforvaltningen ligger en af de mest legendariske pølsevogne i Dobbelt A.

Tages Pølsevogn har der ligget der i adskillige årtier og er kendt for både sine pølser og sandwich.

Pølsevognen Nytorv – Børnenes Kontor

Pia Skov har haft den berømte pølsevogn midt i Aalborg i 17 år. Den er faktisk blevet landskendt for sin “Dims”.

Pia Skov ejeren af Skovs Pølsevogn på Nytorv har fået landsdækkende omtale – hun er nemlig kvinden bag den fænomenale Aalborg-hitter: Dims.

En Dims består af et pølsebrød med en skive ribbenssteg, en klat rødkål og syltede agurker – toppet med cremefraichedressing.

Det bedste af det hele: Den koster kun sølle 15 kroner, og smager fantastisk.

Pølsevognen fejrer 100 år i dag: Kun få tilbage i Aalborg
En dims

Hotdoggeriet på CW Obels Plads

I juni 2020 udvidede populære Café Vi2 med Hotdoggeriet lige ved siden af caféen på CW Obels Plads.

Det nye Hotdoggeriet har, foruden de helt klassiske pølsevogns-favoritter som pølsemix og klassiske hotdogs, hjemmelavet flæskestegsburger, frikadellesandwich, fish ‘n’ chips med hjemmelavet tatarsauce og gourmet-hotdogs på menukortet.

Desværre har Corona sat sine spor og restriktionerne gør, at man har lukket helt ned frem til at samfundet åbner op igen.

Pølsevognen fejrer 100 år i dag: Kun få tilbage i Aalborg

Pølsevognen i Vejgaard

I 45 år har pølsevognen på Vejgaard Torv eksisteret.

Siden 2017 har den haft skiftende ejere, men det er stadig de gode pølser og klassiske grillbar-retter, man serverer i det lille hus.

Grundet Corona er der lige pt lukket ned.

Restaurant Den Fodkolde

I City Syd holder Restaurant Den Fodkolde stadig pølsevogns-drømmen i live. Her serverer de masser af god grillmad, men der er naturligvis også fokus på de gode pølser.

Har vi glemt nogen – så skriv det i kommentarfeltet på Facebook.

Del artikel

Andre læser også