Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Højsæson for svampe: Her kan du plukke svampe i Aalborg

Af Nathalia Hentze Nielsen

Sommeren er så småt begyndt at gå på hæld, og selvom vi kommer til at savne de lyse dage, byder efteråret også på masser af spændende oplevelser ude i naturen.

Én populær efterårsaktivitet er svampeplukning eller alternativt en lille “svampe-safari”, hvis du blot vil kigge på dem.

Efteråret er årets allerstørste svampesæson, fordi vejrforholdene er optimale; det er nemlig fugtigt og ikke for varmt.

Men hvor er de gode svampesteder i Aalborg? Hvorfor er svampe interessante? Og hvilke svampe er egentligt spiselige?

Det er alt sammen spørgsmål, vi har stillet til Mikkel Vestergaard Rødvig, der er Aalborg Kommunes nye naturvejleder og en stor svampeentusiast.

Mange svampehotspots

Hvorfor skal man tage børnene under armen og tage ud for at plukke svampe?

“Alene det at komme ud i naturen, er en fantastisk ting. Der er en masse dannelse og gode stunder i det. Du får også hele den naturvidenskabelige grundforståelse for, hvad svampes rolle er i naturen.”

Hvorfor er svampe så vigtige i naturen?

“De er nedbrydere, det vil sige, at de fjerner planterester og gør dem klar til, at andre dyr kan leve af dem. Bænkebiddere lever blandt andet af råddent og nedbrudt træ, og det er svampene, der nedbryder dem først.

Det svarer lidt til, at man køber en rå kylling og tager den med hjem for at stege den. Svampe har den funktion i naturen, at de kan ’tilberede’ maden.”

Hvad er nogle gode svampeplukningssteder i Aalborg kommune?

“Hals Mose er oplagt. Der er masser af svampe og stisystemer. Hammer Bakker er også et svampehotspot, og det gælder også Lundby Krat. Det er de tre store steder, som også er kendte.

Derudover er der mange kommunale og private områder. Der er særegne regler for private steder, så det er en god idé at holde sig til de kommunale og statslige arealer.

Hele skovstrækket oppe ved Aalborg Zoo er et oplagt sted at søge. Generelt er der god mulighed for at komme ud og kigge på svampe i bynære parker og græsplaner.”

Hvordan ved man, om svampe er spiselige eller ej?

“Jeg vil foreslå at tage et svampekursus. Men du går aldrig helt galt i byen med en rørhat; den kan højst smage grimt. Som hovedregel skal du dog ikke spise noget, du ikke ved, hvad er.

Tag på tur med nogen, der kender til svampe eller giv dig tid til at lære svampene at kende. Det tager tid, og man skal sætte sig grundigt ind i det.

Som tommelfingerregel skal du aldrig tage noget ind i køkkenet, som du ikke er 110% sikker på, hvad er. Det er for sent, når du først har hakket svampene i stykker. Artsbestem dem med det samme.

Det er begrænset, hvor mange farlige svampe vi har i Danmark. De fleste er mildt giftige, men grøn og hvid fluesvamp skal absolut ikke ind i køkkenet.”

Hvis man gerne vil på svampekursus eller lære mere, kan du så anbefale nogle gode ressourcer?

“Der er forskellige foreninger, for eksempel Foreningen til Svampekundskabens Fremme. Det er både for svampenørder, og mennesker der kan lide at plukke en kantarel eller to.

Der findes også svampesider på Facebook, hvor de artsbestemmer, mens Dansk Naturfredningsforening har turer og arrangementer i Nordjylland.

Du kan komme ud på forskellige guidede svampeturer, hvor de peger arter ud helt præcist. Det er meget billigt at deltage, hvis ikke gratis.”

Eksperiment for børn

Selvom de fleste forbinder svampe med madlavning, vil Mikkel Vestergaard Rødvig gerne slå et slag for, at man bruger dem til læring.

Han har selv et forslag til et lille eksperiment, man kan lave med familien.

“Hvis man finder lamelsvampe, kan man tage stilken af og lægge halvdelen af hatten på et sort stykke papir, og den anden halvdel på et hvidt papir.

Når det har lagt et par dage, så krydses sporene, og der opstår sporekast. Det giver det fineste lille mønster på papirerne. Det viser, hvordan svampe formerer sig og er meget fascinerende for børn.

Bagefter kan man drysse sporene i haven og gro sine egne svampe. Det er en god måde at spire nysgerrighed på,” fortæller naturvejlederen afslutningsvis.

Læs mere om svampe på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Del artikel

Andre læser også