Kun 25 kroner: Her kan du plukke din egen buket tæt på Aalborg
Sommerferien nærmer sig, og det betyder også højsæson for fødselsdage, sommerfester og små hyggelige stunder, hvor en frisk buket blomster kan gøre hele forskellen.
Heldigvis åbner Lisbeth endnu en gang sin blomstereng tæt på Aalborg, hvor besøgende selv kan plukke en smuk buket for bare 25 kroner.
Vil bringe naturen tættere på
Blomsterengen ligger på Sulstedvej 72, kun 15 minutters kørsel fra Aalborg, og ifølge Lisbeth er stedet meget mere end bare et sted at hente blomster.
“Midt i en travl hverdag kan en tur i blomsterengen være et lille frirum. Her er der tid til at sænke tempoet, nyde stilheden og lade naturen give ro,” fortæller hun.
I år markerer endnu en sæson med pluk selv, en tradition, som har udviklet sig til noget helt særligt for både Lisbeth og de mange besøgende.
For hende handler blomsterengen nemlig også om at bringe naturen tættere på børn og familier.
“Jeg håber også, at engen kan være et sted, hvor børn og børnebørn lærer naturen at kende.
De kan bruge alle sanser,” siger hun.
Fra frø til blomstrende plante
Netop formidlingen af naturglæde betyder meget for Lisbeth.
Hun fortæller, at noget af det vigtigste for hende har været at lære sine børnebørn, hvor vigtigt det er at passe på naturen.
“Der er ikke noget, der gør mig gladere end at se mit 4-årige barnebarns store glæde ved at plukke blomster, så frø og være med til at plante.
Og glæden ved så at plukke en buket.”
For børn kan det være en stor oplevelse at følge naturens gang helt tæt på, fra et lille frø til en blomstrende plante.
Derfor vil det også være muligt at købe små poser med frø, som stadig kan nå at blive sået, så de kan vokse til en sensommerkrukke fyldt med farver.

Vil støtte et godt formål
Omkring en måned fra nu forventer Lisbeth desuden, at både solsikker og georginer står i fuldt flor. De seneste år er blomster fra engen blevet brugt til både bryllupper, barnedåb, fester og æresporte.
Samtidig har blomsterengen også et velgørende formål. Hvis der kommer et overskud fra salget af buketter, går det til Danske Hospitalsklovne.
“Så hver buket er med til at sprede glæde, både hjemme i vasen og hos børn på hospitalerne.
Jeg er selv sygeplejerske, så jeg ved, hvad det betyder for børnene,” siger Lisbeth.
Engen byder på et væld af farverige blomster, og gæsterne kan selv sammensætte deres egne unikke buketter, mens de nyder naturen og roen i omgivelserne.