Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Publikum græd af grin: Platt-Form indtog Aalborg i weekenden

Af Stine Kjølby Christensen

I en tid med en overflod af udfordringer, synes samfundet efterhånden at vakle på randen af et sammenbrud.

Krigen truer ved vores grænser, inflationen gør det umuligt at føre en rolig hverdagsøkonomi, klimakrisen hænger som en truende sky over vores fremtid, mens sundhedssektoren sejler på et åbent flammehav.

I en sådan dystopisk virkelighed, kan man spørge sig selv: Er der overhovedet noget at grine af?

Svaret er heldigvis “ja”: Platt-Form.

Denne satiriske trio bestående af Laus Høybye, Mille Lehfeldt og Jakob Fauerby fortsætter nemlig ufortrødent med at skabe humor og lysglimt i mørket.

Deres nyeste show i rækken, “Er vi gået for langt?”, som fandt sted i AKKC i Aalborg i weekenden, demonstrerede deres evne til at skabe underholdning ud af selv de mest dystre emner.

Publikum græd af grin: Platt-Form indtog Aalborg i weekenden

Grinede til tårerne trillede

Platt-Form er veteraner inden for satire, og deres evne til at udstille samfundets absurditeter, uanset om det er politik, religion eller hverdagsproblemer, er mildest talt imponerende – og du skal ikke være snerpet, hvis du vil have en god aften med dem.

Før showet havde vi snakket om, at vi ikke var helt sikre på, om vi ville grine os gennem det hele – eller krølle tæerne sammen.

Det endte med at blive en rigtig god blanding, hvor vi det ene øjeblik grinte så tårerne trillede og vi var enige om, at vi aldrig havde hørt noget så sjovt før – for det næste øjeblik at kigge rundt og sikre os, at der trods alt var nogen salen, der syntes, det var sjovt.

Det var der altid.

Publikum græd af grin: Platt-Form indtog Aalborg i weekenden

Deres evne til at appellere til alle er fortsat intakt – måske netop fordi, at vittighederne tager udgangspunkt i de oplevelser og udfordringer, der præger de flestes hverdag.

Platt-Form formår dermed at berøre alle hjørner af stolerækkerne – helt uden, at nogen råbte “ME TOO!”. Heller ikke, da Laus Høybye (endelig) smed tøjet.

Og forresten … Har du nogensinde tænkt over, hvor meget Jakob Fauerby ligner Morten Messerschmidt?

Efter showet kan vi simpelthen ikke se andet.

Totalt plat

Nogle øjeblikke af deres optræden er decideret platte – men det er nok også netop det, der gør dem så mesterlige.

For eksempel, da Jakob Fauerby iklædte sig en rædselsfuld schlager-paryk og skråler med på sangen “Verden af i går”, der primært handler om, at alting var bedre, da man måtte slå sine børn og man måtte grine af folk, der var fede.

Én ting er showets humoristiske indhold, men rent musikalsk var det faktisk også en forrygende oplevelse, og samtlige sange i showet hænger fortsat ved her to døgn senere.

Vores egen favorit er MobilePay-sangen, der gør grin med de frygtelige venner, der sender “requests”, når man har delt en flaske vin.

Og ja, enten er du den ene ven – eller også er du den anden.

Det ved du nok først, når du sidder der i salen og føler dig enten udstillet eller forstået.

Vi elsker det.

Publikum græd af grin: Platt-Form indtog Aalborg i weekenden

Del artikel

Andre læser også