Sidste chance: Nu lukker pizzarestaurant i centrum af Aalborg
I lidt over et år har aalborgenserne kunnet nyde godt af pizza ad libitum, drinks i stride strømme og hip stemning i lokalerne Ved Stranden.
Her åbnede BonDjorno i maj sidste år, og især weekenderne har været en succes for Pulpo Brands, der står bag pizzarestauranten.
Hen over sommeren valgte man at prøve noget nyt med konceptet Le Garçon, der serverer kvalitetsmad til gode priser.
Pop-up’en åbnede i samme lokaler som BonDjorno.
Le Garçon viste sig at være lige præcis, hvad aalborgenserne ville have, og derfor er pop-up’en nu blevet permanent.
Farvel til BonDjorno
Det betyder desværre også, at BonDjorno må lukke.
Og derfor er det nu sidste chance for at besøge pizzarestauranten:
“Det er nu eller aldrig! Denne weekend er din sidste chance for at nyde en aften hos BonDjorno. Kom og få en uforglemmelig pizzaoplevelse med os, inden vi lukker dørene. Vi ser frem til at servere jeres yndlingspizzaer en sidste gang,” skriver Bondjorno på Instagram.
Teamet bag har dog åbnet muligheden for, at Aalborg måske ikke har set det sidste til BonDjorno – eller noget, der minder om.
“Tak for alt, og på gensyn – måske i en ny form en dag!”