Luksuspizza og ølsmagning: Restaurant og bryggeri inviterer til fælles event i Aalborg
To af områdets stærkeste navne inden for god mad og øl slår nu pjalterne sammen til en helt særlig oplevelse i Aalborg.
Restaurant Fumo, der er kendt for sine sprøde surdejspizzaer bagt i brændefyret stenovn, går nemlig sammen med Bad Seed Brewery – der igen er kåret som Danmarks bedste bryggeri – om en langbordslunch med ølsmagning og pizza.

Det hele finder sted lørdag den 18. april klokken 12 på Restaurant Fumo på Godsbanen, hvor gæsterne kan se frem til en eftermiddag med mad og drikke af høj kvalitet.
Selvom Fumo længe har haft øl fra bryggeriet på kortet, er det første gang, de to går sammen om et fælles arrangement.
“Jeg fik idéen, og så snakkede jeg med Frederik, der ejer Bad Seed Brewery, og han var heldigvis med på det,” fortæller indehaver af Restaurant Fumo, Kevin Sloth.
Fem øl og pizzaer
På dagen vil Peter Godtberg fra Bad Seed Brewing guide gæsterne gennem fem nøje udvalgte øl og give indblik i både bryggeproces, smagsnoter og tankerne bag.
Og så er der selvfølgelig pizzaerne.
“Vi laver nogle forskellige pizzaer ud fra, hvad der passer til øllen. Det kan sagtens være, vi laver nye pizzaer dertil,” siger Kevin Sloth.

Menuen bliver dermed en blanding af Fumos klassikere og helt nye kreationer, der bliver udviklet specifikt til øllene – alt sammen serveret løbende.
Umiddelbart vurderer Kevin Sloth, at der er plads til 40 gæster ved det lange bord, og han håber, at dem der kommer er klar til en hyggelig og uformel eftermiddag med noget lækkert til ganen og maven.
“Det er meningen, at det skal være afslappet. En hyggelig eftermiddag med øl og pizza, hvor man også kan blive klogere på øl og bryggeproces. Og man kan altid blive siddende og få en øl mere bagefter,” siger han.
Du kan allerede booke bord
For 475 kroner får gæsterne fem øl og alt det pizza, de kan spise.
Der er plads til omkring 40 deltagere.
Arrangementet starter klokken 12 og forventes at slutte formelt omkring klokken 15.
Ambitionen er, at arrangementet kan blive en tilbagevendende begivenhed.
“Planen er at gentage det en gang hvert kvartal. Men nu må vi se, hvor stor tilslutningen er,” slutter Kevin Sloth.
Du kan booke din plads på Fumos hjemmeside.
Du kan se en video, der er lavet til konceptet her: