Fjordudsigt og luksus: Nyt designerhotel åbner på Havnefronten i Aalborg

Det er som sådan ikke, fordi bygningen er ny.
I mange år har First Hotels drevet Slotshotellet i Rendsburggade direkte ud til Aalborgs Havnefront.
I april 2021 kom det så frem, at den erfarne hotelfamilie Bühlmann overtog driften af Slotshotellet, og dermed blev det tid til en helt ny æra på det centrale hotel.
Den 24. marts 2022 er der Grand Opening på det nye designerhotel Pier 5 med udsigt over Limfjorden, og der er så sandelig sket noget.
Det er blevet et luksuriøst hotel midt i Aalborg med 154 topmoderne værelser, og huser nu Aalborgs to største hotelsuiter på 70 kvm hver med panoramaudsigt over vandet.
Derudover åbner man også en ambitiøs cocktailbar, som også skal tiltrække aalborgenserne i aftentimerne.
“Vi har renoveret for 21,5 mio. kr. Vi rykkede det hele ud, og har så nyrenoveret det hele.
Vi har i forvejen Airport Hotel og så vores skønne herregårdshotel Scheelsminde her i Aalborg, så med Pier 5 har vi gået en ny vej med et designerhotel i luksuriøse omgivelser,” fortæller Danni Bühlmann til MigogAalborg.

Navnet hænger sammen med historien
På Rendsburggade 5, blev der på havnemolen frem til 1960’erne læsset kul af firmaet N.K. Strøyberg & Co. Kul-Koks. Heraf navnet Pier 5 Hotel.
En hentydning til hele historikken omkring Aalborg Havn. Derfor er hotellets nye design også inspireret af havnen.
“En containerinspireret væg og loftets blotlagte installationer illustrerer hvad hotellets navn lover – du er ankommet til Aalborg Havn med alt hvad det indebærer.
Hist og her overraskes du af små skatte og detaljer, der gør det svært at sætte fingeren på, præcis hvilken tidsalder du er ankommet til,” skriver man blandt andet om det nye designerhotel.
Åbner spændende cocktailbar
“Det skal være sådan, at når man kommer ind af døren, så kan man ligesom gå på opdagelse i historien.
Vi har prøvet at inddrage den gamle havn med synlige stålbjælker, rå beton med designermøbler, mere udsigt til Fjorden og små hyggelige kroge rundt omkring,” forklarer Danni Bühlmann.
“Jeg tror ikke, at Aalborg på nuværende tidspunkt kan bære et rent 5-stjernet hotel, men vi har forsøgt at ramme noget af det, som man efterspørger med nogle ret luksuriøse suiter.
To af dem bliver de største i Aalborg på 70 kvadratmeter, og vi tror på, at den centrale placering i byen kommer til at tiltrække mange internationale gæster, som ønsker en ekstraordinær hoteloplevelse.”
Som MigogAalborg skrev i torsdags, så åbner man også Aalborgs nye hotte cocktailbar VAERFT, hvor barchefen Jesper Skov kommer med stor erfaring.
Her vil man forsøge at lave en cocktailbar med internationalt niveau, hvor der eksperimenteres både med ingredienser og de forskellige cocktails. Læs mere om det her.