Kæmpe scoop: Snart kan du opleve Picasso i Aalborg

Til sommer bliver Aalborg stedet, hvor man kan møde ingen ringere end Pablo Picasso.
Fra 9. maj til 6. september 2026 viser Kunsten Museum of Modern Art Aalborg udstillingen Late Picasso med over 60 værker fra 1960’erne og starten af 1970’erne.
Det er den mest omfattende nordiske udstilling med Picassos sene værker i 40 år.
Helt unikt
I perioden bor Pablo Picasso i Mougins i Sydfrankrig, hvor han isolerer sig mere end tidligere og bruger næsten al sin tid i atelieret.
Resultatet er en voldsom produktion af malerier, tegninger og grafiske værker, der langt fra ligner et roligt efterårsværk.
Penselstrøgene er hurtige, ofte nonchalante, kompositionerne kan virke ufærdige, og energien er rå og direkte.
“Picassos sene værker fremstår på mange måder vildere og modigere end noget, han tidligere har skabt,” siger Caroline Nymark Zachariassen, chefkurator på Kunsten.

“Flere værker virker næsten ufærdige, og udtrykket afspejler det tempo, de er blevet skabt i – og hans enorme skaberlyst.
Selv 50 år senere taler værkerne direkte til os med en vitalitet og voldsomhed, der er svær ikke at lade sig indfange af.”
Mens store dele af kunstscenen i 1960’erne bevæger sig i en mere konceptuel retning, holder Picasso fast i figuren og mennesket.
I Late Picasso møder publikum selvportrætter, musketerer, elskende par og modeller, der er ladet med både sensuel intensitet og eksistentiel tyngde.
Her er alderdom, begær, dødelighed og kærlighed filtreret gennem en kunstner, der godt ved, at han nærmer sig slutningen, men som nægter at geare ned.
“Mennesket – eller den menneskelige erfaringsverden – står altid i centrum hos Picasso,” siger Caroline Nymark Zachariassen.
“Figuren bliver en vej til frie eksperimenter og til at tage favntag med de store spørgsmål.
I nogle af værkerne fornemmer man næsten, at han konfronterer sin egen dødelighed.”
Et samarbejde mellem flere museer
Selv om Picasso er et af kunsthistoriens mest gennemlyste navne, har de sene værker længe stået i skyggen af de tidlige gennembrud.
I årtier blev de kritiseret som for rå eller ufærdige, men siden 1980’erne er de blevet genvurderet og ses i dag som banebrydende og stærkt inspirerende for en lang række nutidige malere.
“Picasso minder os om, at vi har hele livet til at forny blikket på verden og os selv,” siger Kustens direktør, Lasse Andersson.
“Set med nutidens øjne fremstår de sene værker friske, uforbeholdne og fulde af fandenivoldsk energi. Det er kreativitet for fuld udblæsning.”
Late Picasso er skabt i samarbejde med Posten Moderne i Trondhjem, Moderna Museet i Stockholm og Fundación Almine y Bernard Ruiz-Picasso samt en række museer og private långivere.
Udstillingen på Kunsten er kurateret af Caroline Nymark Zachariassen.
Late Picasso kan opleves på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg 9. maj – 6. september 2026.