ANNONCE
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Peter Mygind har hovedrollen: Aalborg Zoo er klar med helt ny julekalender

Af Emil Kjær Jørgensen

Peter Mygind har hovedrollen i Aalborg Zoos helt nye julekalender, der får premiere på Zoo’s Facebook og YouTube-kanal 1. december.

Midt i den største julestress forvilder Peter sig ind i Aalborg Zoo, hvor han møder dyrepasser Katrine, og hun har den helt rigtige kur mod stress og jag: Et ophold blandt alle Zoos fantastiske dyr.

Det skriver Aalborg Zoo i en pressemeddelelse.

Det går ikke stille for sig

Med god hjælp og vejledning kaster Peter sig over at lære om havens dyr og deres pasning, og det går ikke stille for sig. Opholdet i Zoo bliver en dramatisk oplevelse for Peter, der undervejs er tæt på at fryse ihjel og lever sig så meget ind i livet i Zoo, at han må optræde som abernes konge.

Der er vist også noget med en Julemand, der bliver ved med at dukke op og en meget mystisk blå dør, men mon ikke det lykkes for Peter at finde julefreden til sidst?

“Vi er enormt glade for at have Peter Mygind i vores julekalender. Han er den helt rigtige til at formidle julens budskab om fred og nærhed med vores kære, og han deler vores entusiasme og interesse for dyr, så det bliver super sjovt, underholdende og lærerigt på samme tid,” siger Henrik Johansen, direktør i Aalborg Zoo.

Peter Mygind har hovedrollen: Aalborg Zoo er klar med helt ny julekalender

Peter Mygind åbner JUL I ZOO

Allerede 18. november kan man møde Peter Mygind i Aalborg Zoo. Det er nemlig også ham, der tænder det store juletræ på plænen kl. 17 og dermed officielt åbner årets JUL I ZOO.

Herefter kan man gå på opdagelse i den julepyntede og glitrende have. Årets tema er Et Eventyr fra Nordpolen og der er mange nyheder at glæde sig til. Haven fyldes af eventyrligt julelys, glitrende frostlandskaber og søde snemænd. Rundt om i haven kan man hilse på den hyggelige Elnis, Zoos rensdyr og selveste Snedronningen.

På Zoofariscenen får Julemanden et helt nyt, stort juleunivers. Her holder hans små hjælpenisser også til og den mystiske blå dør fra julekalenderen dukker op igen. Børn og barnlige sjæle kan få en snak med Julemanden og selvfølgelig aflevere deres fromme ønsker.

I julekalenderen flytter Peter ind i Den Grønlandske Fangerhytte, og som en del af JUL I ZOO kan man her komme “behind the scenes” og se mange flere effekter fra julekalenderen.

Fakta

Julekalenderen kan følges fra 1. december på Aalborg Zoos Facebook-side, Youtube-kanal og hjemmeside.

Åbningsdage – JUL I ZOO

18.-20. og 24.-27. november

1.-4. og 8.-11. og 15.-27. december (Dog ikke 24. december)

Åbningstid alle dage til JUL I ZOO kl. 10.00-20.00

Juletorv og boder er åbne kl. 15.00-20.00

Del artikel

Andre læser også