Byens Bedste?: Penny Lanes fastelavnsboller vender tilbage
Vi har allerede advaret jer om, at årets første fastelavnsboller var på vej i byens kagemontre.
Og nu er det sket igen!
Fra og med i morgen er Penny Lane nemlig også klar med deres bud på byens bedste fastelavnsboller.
Hvis du spørger os, så er fastelavnsboller en af de kager, der gerne måtte eksistere året rundt – for kan man overhovedet få nok af vaniljecreme og flødeskum samlet i blød dej?
Spørger man Penny Lane i Aalborg, er svaret “nej”. I hvert fald har de netop to varianter af deres populære fastelavnsboller i montren året rundt – under dæknavnet “Bedstemorbollen”.
Bager 700 stk. i morgen
Fra og med i morgen vil der dog være ekstra mange syndige fristelser, når du besøger Penny Lane.
Årets fulde fastelavnsbollesortiment er nemlig tilbage i caféen på Boulevarden.
Og spørger du indehaveren af Penny Lane, Jonas Hütscher Hejlesen, er det ikke et sekund for tidligt:
“Vores gæster efterspørger dem tidligere og tidligere hvert år, og det kan vi jo lige så godt følge med i. Derfor står vi klar i morgen med 700 friskbagte fastelavnsboller.
Det glæder vi os helt vildt til!” siger han til MigogAalborg.
Ny variant hver uge
Vores erfaring siger os også, at det ikke er for mange. Hvert år venter aalborgenserne på, at netop Penny Lanes fastelavnsboller vender tilbage – og af flere omgange har de da også kåret netop disse som byens bedste.
Igen i år kommer fastelavnsbollerne i fem varianter: Creme, creme/choko, æble/remonce, nougat/marcipan og hindbær.
Derudover gentages succesen med “Ugens fastelavnsbolle” igen i år, og denne variant vil blive afsløret løbende.
“Vores første overraskelse, som også sælges fra i morgen, bliver med lakrids. Derfra finder vi på nye varianter løbende,” siger Jonas.
Er du mere til den helt luksuriøse slags, så har Penny Lane selvfølgelig også en luksusvariant med fløde i montren.
I samarbejde med Penny Lane udlodder vi en sæsons forbrug for af fastelavnsboller.