Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Pas på: Tyve går på rov efter gasflasker i Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen
Arkivfoto
Arkivfoto

Der er lige nu højsæson for at grille i haverne og på altanerne rundt omkring i Aalborg.

Men grillede pølser, lækre bøffer og hygge rundt omkring i sommerlandet bliver lige nu ødelagt af en kedelig tendens.

Der er nemlig gastyve på spil i Aalborg og omegn.

MigogAalborg har fået adskillige henvendelser fra borgere i bl.a. Hasseris og Nørresundby, som alle har fået stjålet gasflasker, der ellers skulle bruge til lidt grillhygge eller til at varme op i terrassevarmeren på de kolde danske sommeraftener.

“Nordjyllands Politi kan bekræfte, at vi i øjeblikket oplever flere af disse tyverier i blandt andet Hasseris, Nørresundby samt Hobro-området.

Det er naturligvis til stor gene for borgere, der bliver udsat for de her tyverier.

Vi er følgelig opmærksomme på disse forhold – og vi efterforsker konkret de spor, der er.

I nogle af de aktuelle sager har vi faktisk gode spor at gå efter, som vi aktuelt forfølger; men af hensynet til vores efterforskningsarbejde kan vi ikke komme nærmere ind på det,” fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen i et skriftligt svar til MigogAalborg.

Kommer med opfordring

Selvom Nordjyllands Politi er på sporet, kommer de alligevel med en opfordring til folk, der bliver udsat for tyverierne.

“Helt generelt kan vi sige, at vi opfordrer borgerne til at anmelde disse tyverier til os, så der fra vores side kan blive fulgt op på relevante spor, ligesom vi kan undersøge mønstre og bevægelser i kriminalitetsformen. Og forhåbentlig opklare dem, så gerningspersonerne kan blive stillet til ansvar,” uddyber Frank Olsen.

“Vi vil dog også gerne, slutteligt, opfordre kraftigt til, at man som borger selv husker at sikre sig, herunder sine gasflasker.

Få dem gerne ind bag en lukket og låst dør, fx i skuret, når man er færdig med at grille.

Et lidt lunere vejr får jo flere til at få grillen – og dermed gasflaskerne – frem. Så husk at låse dem inde efter brug – så mindsker man risikoen for at blive udsat for de her meget trælse tyverier.”

Del artikel

Andre læser også