Pas på dig selv: Pernille Aalund gæster Aalborg med populært foredrag

Af Kathrine Larsen
Torsdag d. 20. oktober kan man opleve Pernille Aalund og Martin Bonde Mogensen tale om kroppen og sjælen, da de holder foredrag på det smukke Hotel Scheelsminde her i Aalborg.
Foredraget bliver delt op mellem de to garvede talere. Martin Bonde Mogensen lægger ud med at tale om kroppens velvære, og hvordan man behandler den bedst muligt ved at leve en sund livsstil.
Martin Bonde Mogensen er grundlægger af det kendte Kropsinstituttet, og har flere års erfaring med behandling af små og store skader.
Folk rejser langvejs fra for at blive behandlet hos ham. Han har selv tidligere været overvægtig, så han ved, hvad der skal til for at tage del i en sundere livsstil. Derudover er han forfatter af bøgerne Flere Fede Juicer, Den Fedeste Juicekur og Den Fede Faste.

Foto: PR
Pernille Aalund, som de fleste kender nok fra QTV og diverse tv-programmer, blev selv bekendt med Martin Bonde Mogensen gennem hans arbejde, og hun har selv deltaget i nogle af hans yoga-retreats.
Efter Martin Bonde Mogensens del tager Pernille Aalund over og fokuserer mere på sjælen.
”Jeg kommer til at tale om små greb for, hvordan man kan ændre på tingenes tilstand. Det liv du lever, det er det liv, du får. Hvis man drømmer om noget bedre, hvordan får man det så bedre. Hvordan kan man ændre på ulykkelighed. Der vil jeg gå ind og kigge på, hvad andre har gjort for at ændre det”, fortæller Pernille Aalund om, hvad man kan forvente af torsdag d. 20. oktober.
Pernille fortæller at responsen, hun får fra folk, er hele grunden til, hun tager ud og holder foredrag.
”Jeg oplever, det gør en kæmpe forskel. Jeg har været vidne til mirakler. Der sker så mange fantastiske ting. Men vi ser hele tiden, det er elendigheden, der sælger. På de sociale medier og i nyhederne. Det er de historier, der lever længst. Det er om hvor galt, det står til i Danmark og resten af verden. Men vi er selv herre eller kvinde over eget liv. Gennem hele livet er der potentiale til at gøre mere og blive bedre”, fortæller hun.
”Vi har et kærlighedsliv i livet, et arbejdsliv i livet, et social liv i livet, et familieliv i livet og så videre. Hvordan kan vi dreje på de her knapper og selv være med til ændre på vores liv. Jeg vil gerne være med til at bringe folk lykke og glæde ved at sætte fokus på det”, fortæller Pernille Aamund videre.
Foredraget fra Pernilles side tager udgangspunkt i hendes bogserie om taler om livet. På nuværende tidspunkt, har hun udgivet tre bøger i serien; 10 taler om kærlighed, 10 taler om at turde være sig selv og 10 taler om at slippe frygten.
”Lige nu er jeg på landevejen hele oktober måned med, og så skal jeg tilbage og fortsætte med min bogserie. Det er allerede bestemt, at der kommer en bog 4, 5 og 6 i serien. Det bliver selvfølgelig kombineret med at komme ud i landet og møde spændende og forskellige mennesker i forskellige sammenhæng”, fortæller Pernille Aalund om, hvad næste skridt er for hende.
Arrangementet d. 20. oktober er lavet i samarbejde med Scheelsminde, og man vil desuden også kunne deltage i spisning, hvis man dog vel og mærke har købt billet med spisning inkluderet.